20 år med Louis Nielsen i Horsens: Stærkt team udvikler butikken sammen

Foto: Louis Nielsens to indehavere, Lars Walther og Lise Lønstrup.
Profilbillede
dato

Lise Lønstrup og Lars Walther, ejere af Louis Nielsen i Horsens, har mange års erfaring i butikken og som investorer i byen. Butikken kan i år fejre 20-års jubilæum og har nu 20 medarbejdere, som hver især er eksperter på deres felt og i kundeservice.

"Vi har et virkelig stærkt team i butikken, som gør en kæmpe forskel for kunderne, fortæller Lars Walther stolt om Louis Nielsen i Horsens.

Han er medejer og butikschef og har været det i næsten ti år. Han har – efter eget udsagn – grønt blod i årene. Det er en reference til Louis Nielsens grønne logofarve og den helt særlige kultur blandt medarbejderne i kædens butikker.

Også for medejer og chefoptiker Lise Lønstrup har den grønne farve en særlig betydning. I mere end 20 år har hun været optiker i kæden, og i 2002 var hun med til at åbne Louis Nielsen i Horsens:

"Der er sket en stor udvikling over de seneste 20 år, og det har været så fedt at være med til at præge både butikken og den måde, vi hjælper kunderne på," siger hun og uddyber:

"Vores synstest har udviklet sig rigtig meget, og vi kan hjælpe borgerne med at finde tegn på øjensygdomme – ud over, at vi selvfølgelig hjælper dem til at se så skarpt som muligt."

Stor udvidelse af butikken
Antallet af synstest, som foretages i butikken, er mere end fordoblet de sidste 10 år, og det gav for nogle år siden behov for forandringer. I 2019 flyttede Lise, Lars og kollegerne butikken til Søndergade 40. Her er dobbelt så mange kvadratmeter, og dermed er der også blevet plads til flere medarbejdere.

"Vi har fået nogle meget stærke profiler med på holdet de senere år. Jeg er så stolt af, hvor gode både de nye og de erfarne medarbejdere er til at hjælpe kunderne og passe på deres øjne, siger Lars Walther.

"Det er en særlig holdindsats. Alle hjælper hinanden og skaber gode oplevelser for kunden fra mødet i receptionen til synstesten og videre til at vælge de rigtige briller eller kontaktlinser," siger Lise Lønstrup.


Foto: Louis Nielsen Horsens 

Bedst til kundeoplevelser
Den gode kundeservice blev sidste år markeret med en pris til Louis Nielsens butikker. Analyseinstituttet Wilke undersøgte, hvor gode virksomhederne i Danmark er til at skabe gode kundeoplevelser, og her løb Louis Nielsen med prisen som den bedste i Danmark:

"Det handler om, at vi sætter en ære i at give kunden en god og nærværende oplevelse. Det er den helt personlige service og relation, der gør, at kunden kommer igen her hos os," siger Lars Walther.

Investerer i Horsens
Ud over at investere i nye lokaler, nyt synsprøveudstyr og flere medarbejdere til at hjælpe kunderne, investerer de to ejere også tid og penge i Horsens. Det lokale liv i byen betyder nemlig meget for dem:

"Vi sponsorerer AC Horsens, og jeg er med i netværket omkring klubben. Dét at have et hold at samles om, giver et godt fællesskab for os alle i byen," siger Lise Lønstrup.

Butikken er samtidig sponsor for Stensballegaard Golfklub, og Lars Walther er en del af deres erhvervsklub.

"Vi er mange foreninger og virksomheder til at drive udviklingen i byen, og det er vigtigt for os at præge den udvikling positivt. Så kan vi skabe et aktivt handels- og foreningsliv i Horsens, som alle får glæde af, siger han. Derfor er Lise også er en del af Detailhandelsudvalget i Business Horsens.

En god arbejdsplads
Det interne liv i butikken betyder også meget for de to ejere. Medarbejderne skal gerne trives og have medindflydelse på butikkens udvikling:

"Glade medarbejdere giver glade kunder. Den gode stemning i butikken smitter af på alle besøgende, og vi får at vide, at butikken er et rart sted at komme," siger Lars Walther.


Foto: Louis Nielsen Horsens // Butikschef Lars Walther 

At den også er et rart sted at arbejde, afspejler sig i den årlige medarbejderundersøgelse i Louis Nielsens butikker, som laves af arbejdskulturorganisationen Great Place to Work. Her ligger Louis Nielsen nummer to på listen over de bedste arbejdspladser i landet, og i år fik Louis Nielsen prisen som den bedste arbejdsplads for unge af organisationen Great Place to Work.

"Netop fordi vi lægger så mange kræfter i at gøre vores bedste for medarbejderne, er det noget, vi er meget stolte af," siger Lars Walther.

Opdager tegn på øjensygdomme
Han og Lise Lønstrup ser de nye omgivelser, glade kunder og glade medarbejdere som et solidt fundament for den faglige udvikling i butikken.

"Det hele handler i bund og grund om optikerfaget, og at vi skal hjælpe kunderne til at se bedst muligt. Det indebærer hos Louis Nielsen også at undersøge, om øjnene er sunde og raske," siger Lise Lønstrup.

Hun og butikkens øvrige optikere tilbyder altid kunderne at få et sundhedstjek af øjnene sammen med synstesten. Her tages et billede af øjnenes nethinde, trykket i øjet måles. De undersøgelser kan afsløre tegn på øjensygdomme som for eksempel grøn stær, før de udvikler sig, forklarer chefoptikeren:

"Ofte viser en sygdom som grøn stær ingen symptomer, før den allerede har gjort skade på synsnerverne i øjet. Men vi kan fange den tidligt, fordi trykket i øjet kan være forhøjet i en periode, uden at kunden mærker det endnu," siger hun og fortsætter:

"Det har vi set mange eksempler på. Kunderne er lykkelige for, at vi finder tegnene og via hurtig udredning kan sygdommen behandles, før synet tager skade", siger hun.


Foto: Louis Nielsen Horsens // Chefoptiker, Lise Lønstrup 

Den hurtige udredning sikres i samarbejde med Louis Nielsens øjenlægenetværk. Her er 12 danske øjenlæger klar til at vurdere kundernes journaler, hvis optikeren ser noget i undersøgelserne, som bør undersøges nærmere. Øjenlægerne fra netværket kan henvise kunderne direkte videre til praktiserende øjenlæge eller hospital, hvis det er nødvendigt.

"Det setup er helt unikt i branchen og har reddet synet på mange af vores kunder i de fem år, det har eksisteret," siger Lise Lønstrup.

Loyale kunder
Den store udvikling i butikken, hvor antallet af medarbejdere er steget fra fire til 20 siden 2002, og butikken laver flere end 8000 synstest om året, skyldes også loyale kunder fra Horsens og omegn, lyder det fra de to ejere.

"Nogle af vores kunder har jeg kendt og taget imod i alle årene, og de taler pænt om os ude i byen. Det trækker flere kunder til og har været med til at drive vores udvikling. Det er vi meget taknemmelige for," siger Lise Lønstrup.

Værd at vide:

  • Louis Nielsen i Horsens åbnede i 2002 med i alt fire medarbejdere. I dag er der 20 medarbejdere i butikken.
  • Chefoptiker og medejer Lise Lønstrup har været en del af butikken siden 2002. Medejer og butikschef Lars Walther kom til i 2013.
  • De to investerer i byen i form af sponsorater til AC Horsens og Stensballegaard Golfklub og sidder med i netværk.
  • I 2022 vandt Louis Nielsen prisen som den bedste arbejdsplads for unge under 25 år og blev kåret til den anden bedste arbejdsplads i Danmark blandt virksomheder med mere end 500 ansatte. 

Du kan læse mere om Louis Nielsen på hjemmesiden her eller besøge butikken på Søndergade 40. 

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Louis Nielsen Horsens

Seneste på facebook