Pandemiens andet år satte nye rekorder på boligmarkedet i både Danmark og Horsens. Lokal mægler sætter ord på det usædvanlige år på boligmarkedet.
"Selvom vi har været hårdt ramt af Corona og nedlukninger gennem 2021, er det ikke desto mindre et af de bedste år, jeg som ejendomsmægler har oplevet," udtaler indehaver af Estate Horsens, Michael Jessen.
I hans forretning har 2021 budt på det højeste antal handler i forretningens historie.
"Når vi kigger tilbage på 2021, er det et ejendommeligt år. De færreste havde forestillet sig, at der ville komme så meget gang i boligmarkedet under en pandemi, sådan som vi har oplevet det. Som ejendomsmæglere har vi haft vanvittig travlt, og jeg mindes ikke tidligere en så kraftig efterspørgsel på boliger," siger Michael Jessen.
Mere tid sammen
Han tror, at pandemien har givet folk langt mere tid sammen og ikke mindst meget mere tid derhjemme til at realisere deres boligdrømme.
"Ofte snakker vi meget om at flytte til noget andet, men der er typisk langt fra tanke til handling. I 2021 blev der i den grad sat turbo til de tanker, fordi vi tilbragte mange timer derhjemme, hvor vi måske hurtigere kom frem til beslutningen om skifte bolig," siger Michael.
"Vi håber selvfølgelig, at også 2022 bliver et enestående år, men vi må nok også være realistiske og forvente, at det rekordhøje salg i fjor betyder, at efterspørgslen nok vil falde lidt, men meget afhænger af forhold som renter, energipriser og ikke mindst udviklingen af Corona," siger Michael Jessen.