Er du ikke selv særlig god til at skifte ledning på din lampe? Eller har du en kaffemaskine, som driller? Så kan du heldigvis tage til Repair Café på Horsens Bibliotek og få hjælp til at fikse det.
Selvom håndværkerprogrammer i TV, gør-det-selv løsninger i magasiner og flotte hjemmebyggede reoler hitter på Instagram, så er det altså langt fra alle i landet, som har hænderne skruet på til den slags arbejde. Faktisk findes der en stor del af danskerne, som ikke bare selv kan reparere og fikse, hvis noget er i stykker, eller noget nyt skal laves.
Er du en af dem, der heller ikke selv kan? Så kan du med ro i sindet samle de små ting i hjemmet, du ikke kan reparere, og tage dem med ned til Horsens Bibliotek den 6. januar.
Her har Horsens Bibliotek lavet en Repair Café, hvor du kan møde op med de små genstande fra din bolig, du har brug for hjælp til at få lavet.
Du kan dog ikke slæbe dit køleskab med. Det er forbeholdt små brugsgenstande, der er gået i stykker og kræver reparationer, som er forholdsvis lette at gå til – men som til gengæld forlænger levetiden.
Til Caféen vil du møde frivillige, som har hænderne godt skruet på, og de kan derfor hjælpe dig med at kigge på dine ting. Sammen kan I forhåbentlig få dem lavet.
Du skal altså ikke sidde og være en passiv tilskuer – men det kan naturligvis også være en god ting, for måske lærer du selv en ting eller to undervejs i arbejdet med at fikse din oplader eller din søns fjernstyrede bil.
Der er åbent i Repair Caféen den første torsdag i hver måned mellem klokken 15.00 til 17.00.