Andreas Boesen stiller op for Socialdemokratiet til KV21

Andreas Boesen stiller op for Socialdemokratiet til KV21
Profilbillede
dato

Blå Bog

34-årige Andreas Boesen stiller op for Socialdemokratiet til kommunalvalget i Horsens Kommune. Andreas er født og opvokset i Horsens. I dag er han bosat i Vestbyen med sin hustru Louise og deres 1-årige datter, Asta. Han arbejder på VIAs ingeniøruddannelse.

Hvad betyder din opstillingskommune for dig?
Jeg har gået på Sct. Ibs Skole, hvor jeg siden hen har været lærervikar, og bagefter på Horsens Gymnasium. Jeg har arbejdet som avisbud, bybud, i Bilka, på Nissens kølerfabrik og i en børnehave så jeg har lært mange dele af Horsens at kende gennem tidens løb.

Vi har en helt særlig samarbejdsånd i Horsens, hvor vi løfter på tværs af foreningsliv, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv. Det er en af årsagerne til at mange mennesker og virksomheder vil flytte til Horsens, og en af årsagerne til et blomstrende kulturliv. I Horsens gør vi det bare.

Hvorfor stiller du op til kommunalvalg 2021?
Jeg har siddet i byrådet i 12 år og dengang som 22-årig var jeg den yngste. Nu sidder jeg som gruppeformand for Socialdemokratiet og viceborgmester. Det er spændende at få lov til at møde og tale med så mange forskellige mennesker og høre deres idéer til hvordan vi kan gøre det bedre.
I de sidste 4 år har jeg bl.a. været med til at gennemføre minimumsnormeringer i dagtilbud, skovrejsning og drikkevandsbeskyttelse, og flere SOSU’er i hjemmeplejen - alle tre områder der betyder noget for mig.
Horsens er et godt sted at bo, men der er stadig mange ting, vi kan gøre bedre. Det vil jeg gerne være med til.

Hvad er dine politiske mærkesager?
Mine mærkesager er flere hænder til de mindste, bedre tid til de ældste og mere natur til os alle.

Bedre tilbud til vores børn
I Horsens gør vores daginstitutioner og folkeskoler det allerede godt. Men der er behov for flere voksne og bedre rammer til at løfte kvaliteten og styrke læringen i vores dagtilbud og skoler. Og så skal vi fortsat have fokus på at hjælpe de børn, der har det allersværest, så alle børn kan få et godt børneliv.

Derfor vil jeg arbejde for mere pædagogisk personale i daginstitutioner, flere lærere i folkeskoler og bedre legepladser.

Flere hænder i ældreplejen
Ældre fortjener et godt og aktivt seniorliv og en værdig og tryg alderdom. Medarbejderne på plejehjem og i hjemmeplejen løber stærkt, og de har brug for flere kollegaer til nærvær, pleje og mere respekt for vores ældre.
Derfor vil jeg arbejde for flere hænder til ældreplejen, nye bofællesskaber til seniorer og flere aktivitetstilbud til ældre.

Mere natur og bedre adgang
En mangfoldig natur har værdi i sig selv. Men naturoplevelser giver også livskvalitet for alle os der bruger den. I Horsens har vi været dygtige til at udvikle vores bysamfund og binde byer sammen. Nu skal vi udvikle vores natur, binde den sammen og skabe adgang til flere naturoplevelser.
Derfor vil jeg arbejde for flere grønne områder i byen, nye skove og naturområder samt tilgængelighed i naturen for ældre, børnefamilier og alle os andre, der bruger naturen.

Hvad er det første, du vil gå i gang med, hvis du bliver valgt?
Vi skal sikre, at de penge der er afsat til flere medarbejdere i ældreplejen når hele vejen ud, og vi skal have taget fat på diskussionen om, hvordan vi sikrer, at vi kan rekruttere nok medarbejdere til både ældreområdet og børneområdet. Det handler også om, hvordan vi som kommune er som arbejdsplads. Derudover skal vi have undersøgt, hvordan vi får løst udfordringerne med trafikken i Horsens by.

Hvad er dine fritidsinteresser?
Jeg er blevet ret glad for friluftsliv og bruger meget naturen i og omkring Horsens. Jeg spiller musik i form af klaver og saxofon - mest til eget forbrug. Og med en 1-årig pige derhjemme, så går tiden også med barnevognsture, lave havregrød, synge klappe-kage og alt det andet der hører en småbørnsfamilie til :-).

Eventuelle politiske holdninger og meninger i dette portræt tilhører kandidaten og er derfor ikke et udtryk for redaktionens holdning og mening
Kilde: Andreas Boesen