Bil tager billeder til Google Street View i denne uge

Profilbillede
dato

Du kan være heldig at støde på den bil, der tager billeder til Google Street View, i denne uge i Horsens.

Viser vejret sig fra den gode side, så vil du kunne opleve en Opel Astra med syv kameraer siddende på taget af bilen og to på siden køre rundt i Horsens gader onsdag og torsdag i denne uge. 

Hvis det regner, er tåget eller der på anden måde er dårlig sigtbarhed, så kommer du ikke til at se den spektakulære bil i gadebilledet i Horsens onsdag og torsdag, for den tager kun billeder i fornuftigt vejr. Men rundt kommer den og er vejret dårligt, bliver der formentlig også kørt på fredag og måske i næste uge, skriver Horsens Posten.

Google Street View-bilen kører rundt i gaderne for at tage billeder til netop Google Street View, der er nødt til at blive opdateret med jævne mellemrum, fordi der hvert år sker meget i gadebilledet, som forandrer udsynet.

Bilen kommer som regel tilbage til en by med et par års mellemrum, og det tager gerne to-tre dage at køre gennem en by. Der er ikke planlagt en decideret rute på forhånd, så du kan ikke forberede dig og stille dig et bestemt sted for at sikre dig et møde med bilen.

Men møder du den på din vej og vinker til den, så gør du det samme som rigtig mange andre, der møder bilen. Det er meget normalt at vinke til kameraerne, men du vil formentlig slet ikke kunne kende dig selv, hvis du kommer med – dit ansigt bliver nemlig sløret, før billederne bliver delt med hele verden. 

Kilde: Redaktionen

Seneste på facebook