BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vi søger dig, som er en dygtig og hjertevarm pædagog til en fast stilling på Horsens Byskole, afdeling Kildegade.
To pædagoger kan nu få en attraktiv ansættelse på Kildegade, som er et helt særligt sted: en lille skole i den store skole, hvor vi arbejder tæt sammen med Kulturstationen. Du bliver en del af et stærkt og harmonisk team, hvor du sammen med dit PLF, bestående af lærere og pædagoger, bliver omdrejningspunktet for årgangens skolegang, og du skal sikre den gode overgang mellem skole og SFO. Ligeledes får du en vigtig rolle i det fritidspædagogiske for alle børnene på Kildegade i SFO-tiden - måske kan du bidrage med udeliv, sang, teater eller noget helt fjerde, som vi lige præcis går og mangler for at skabe byens mest attraktive SFO-tilbud? Vi tilbyder rigtig gode forberedelsesvilkår, så du har mulighed for at skabe et godt pædagogisk produkt. Der er bl.a. et ugentligt pædagog-PLF af 1½ times varighed, samt årgangs-PLF udover din individuelle forberedelse.
Som pædagog på Byskolen skal du være klar med en hjælpende hånd, et lyttende øre og ikke mindst kunne give et kram, når det kan gøre den nødvendige forskel for børnene. Du skal have et ressourceorienteret børnesyn, hvor du har fokus på både det individuelle barn og fællesskabet – det er alfa og omega. Ligeledes er det vigtigt, at du har stor relationskompetence og kan indgå konstruktivt i skolehjemsamarbejdet i en alsidig forældregruppe, samt indgå konstruktivt i samarbejdet med vores forskellige samarbejdspartnere.
Du bliver en del af afdeling Kildegade, som er 0.-6. årgang. Vi gør meget brug af de nærliggende legepladser, naturen og byen - som alt sammen ligger i gåafstand og giver gode muligheder for en varieret skoledag. Vores SFO er et kapitel for sig, og vi har selvstændige lokaler på skolen, som giver os store, gode rammer til at tilbyde alverdens gode fritidstilbud til alle de tilmeldte børn.
Som skole glæder vi os til at modtage din ansøgning og byde dig velkommen, hvis du er det perfekte match. Det er et krav, du er uddannet pædagog. Uddannelsesbevis skal vedhæftes ansøgningen. Derudover skal du kunne varetage den fulde stilling på 37 timer, og erfaring med skoleområdet vil være en fordel. Vi har rigtig gode erfaringer med at give nye pædagoger en god start på arbejdslivet, og tilbyder en mentorordning til alle nye uanset erfaring, så man lander godt i huset. Ligesom Horsens Kommune også tilbyder et intro-forløb målrettet nyansatte pædagoger med tre mødegange, det tilbydes du naturligvis som nyansat.
Information om Horsens Byskole
Horsens Byskole har været igennem en stor udvikling de seneste år, og er i dag en robust organisation med et stærkt fagligt fællesskab på tværs af afdelinger og matrikler. Vores mission er klar: Det handler om børnene.
Vi arbejder i professionelle læringsfællesskaber (PLF), og det systematiske samarbejde er omdrejningspunktet for børnenes læringsudbytte.
Opgaven er klar – vi skal løfte elevernes faglige niveau i dansk og matematik, og det sker bl.a. igennem den sprogbaserede undervisning. Foruden indsatsområderne dansk & matematik har vi også fokus på klasserumsledelse og fællesskab. Vi ser personlig mestring og stærke fællesskaber som en forudsætning for hele elevens udvikling og læring.
Horsens Byskole består af tre afdelinger med ca. 950 elever og ca. 160 ansatte. Skolens afdelinger ligger på henholdsvis Lindvigsvej (0.-6. årgang), Kildegade (0.-6. årgang) og Fussingsvej (0.-9. årgang). Udskolingen for alle tre afdelinger er samlet på Fussingsvej. Ud over almendelen har vi også en fuld specialklasserække (0.-9. årgang) på afdeling Fussingsvej.
Spørgsmål?
Yderligere oplysninger kan fås hos konstitueret afdelingsleder Christina Kristensen eller Sussi Birkebæk Pedersen på horsensbyskole@horsens.dk eller 76294080. Du er velkommen til at tage kontakt for at få en rundvisning eller for opklarende spørgsmål.
Der er ansøgningsfrist mandag den 26. august kl. 8.00.
Samtaler afholdes onsdag den 29. august fra kl. 12.30. Indkaldelse til samtaler vil komme per e-mail.
Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Der er tiltrædelse hurtigst muligt fra august 2024, men vi venter gerne på de helt rette kolleger.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Horsens Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Horsens Kommune, Fussingsvej 6, 8700 Horsens
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 26-08-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6079672