BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Grøn Trepart i Horsens Fjord
Så er det nu, du har mulighed for at være med til at skabe danmarkshistorie ved at forandre landkortet i oplandet til Horsens Fjord. Vi søger en teknisk tovholder til at koordinere og understøtte arbejdet med omlægningsplanen i Horsens Kommune, så den opfylder Grøn Trepartsaftale, som regeringen har fremlagt.
Udfordringen med udledning af næringsstoffer fra landbrugsjord til vandmiljøet er velkendt. Vi kender også virkemidlerne: skovrejsning, vådområdeprojekter, mini-vådområder og ekstensivering af landbrugsarealer.
Nu er der et statsligt ønske om, at omlægningen skal ske endnu hurtigere, og med Grøn Trepart får kommunerne en større og styrende rolle. Det kræver god organisering, hvor vi arbejder fokuseret med indsatsen på tværs af kommunerne og de andre aktører i oplandet til Horsens Fjord.
De overordnede beslutninger og vedtagelsen af omlægningsplanen sker i VandOplandsStyregruppen (VOS), der understøttes af sekretariatet og medlemskommunernes tekniske medarbejdere. Arbejdet med at lave planen for omlægningen, sker i dialog med statslige styrelser, landbrugsorganisationer, grønne organisationer og lodsejere.
Om jobbet
Du skal være den tekniske tovholder for Horsens Kommunes andel af omlægningsplanen, som skal indgå i den samlede omlægningsplan i Hovedopland Horsens Fjord. Planen skal være godkendt ved udgangen af 2025. Planen er dynamisk, og arbejdet med den forventes at forsætte i flere år.
Du skal strukturere og skabe overblikket over muligheder i Horsens Kommune, ud fra de rammer og værktøjer, som bl.a. staten vil stille til rådighed, samt ud fra de oplysninger du indhenter fra dine kollegaer i kommunen, der løser opgaver om natur, planlægning, landbrug mv.
Du skal strukturere og koordinere arbejdet med omlægningsplanen med de øvrige kommuner i oplandet til Horsens Fjord. På den tekniske del bliver du ansigtet udadtil i dialogen med øvrige kommuner, udtagningskonsulenter m.fl. Du vil indgå i et tæt samarbejde med kolleger, som bistår med at håndtere politiske processer, sagsfremstillinger mv.
Først når den politiske aftale er på plads kender vi detaljerne i opgaven, eksempelvis kriterierne for arealudpegning.
Udover arbejdet med omlægningsplanen vil du også arbejde med at gennemføre de besluttede tiltag i planen. Og du kan være med til at standardisere og effektivisere arbejdet med vandområdeplansprojekter.
Alt efter dine kompetencer skal du på sigt forvente at indgå i Natur og Miljøs opgaveløsning i øvrigt.
Hvad forventer vi af dig?
Der er brug for mange og forskelligartede kompetencer til denne stilling. Ingen er gode til det hele, men du skal kunne byde ind på flest mulige af nedenstående kompetencer:
- Projektledelse med erfaring i at styre og facilitere langvarige projekter og processer
- Erfaring med vandplansprojekter, ansøgningssystemet og diverse støtteordninger
- Gode samarbejdsevner og gode kommunikationsevner både i skrift og tale
- Evnen til at skabe gode relationer til kommuner, og alle øvrige involverede parter
- Struktur, overblik og være i stand til at sikre fremdrift i projekter hos medvirkende interne og eksterne parter
- God til at håndtere interessemodsætninger, se muligheder og finde løsninger
- Kendskab til kommuneplanlægning, herunder brugen af GIS
- Grundlæggende hydrologisk forståelse
- Kendskab til vandløbsøkologi og vandløbsloven
Vi forventer i øvrigt, at du har en relevant uddannelse, der giver dig et stærkt naturfagligt eller teknisk fundament.
Du skal også have kørekort til almindelig bil.
Hvem er vi?
Du vil blive en del af en arbejdsplads med et højt, fagligt niveau og et højt ambitionsniveau.
Natur og Miljø scorer højt på social kapital og har en åben og imødekommende dialog med hjælpsomhed og godt humør. Vi vægter arbejdsmiljøet højt og har flere sociale aktiviteter.
Natur og Miljø har 35 medarbejdere fordelt på 6 teams. Du bliver tilknyttet Team Vandløb med 5 kollegaer, der arbejder med vådområder, lavbund- og vandløbsprojekter mv.
Yderligere oplysninger
Stillingen er en fast fuldtidsstilling med forventet opstart den 1. januar 2025.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst
Yderligere oplysninger kan du få ved henvendelse til afdelingschef Flemming Larsen på 7629 2514 eller afdelingsleder Nick Raaholdt Sørensen på 76297450.
Ansøgningsfristen er den 03. november 2024.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Horsens Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Horsens Kommune, Chr M Østergaards Vej 4, 8700 Horsens
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 03-11-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6133729