BUF Horsens med spektakulært comeback mod Hedensted IF

Foto: Jalal Visuals.
Profilbillede
dato

En stærk comeback-sejr blev sikret af BUF Horsens på udebane mod Hedensted IF. Trods en dårlig start, hvor de kom bagud 2-0, vendte de kampen til en imponerende 3-5 sejr i søndags.

BUF Horsens viste stor kampånd og tro på egne evner i en intenst opgør mod Hedensted IF. Assisterende træner Bastian Abdalrahim delte sin umiddelbare reaktion på kampens dramatiske forløb:

“Vi har holdt fri ugen op til kamp, efter to nederlag. Dermed skulle vi lige finde os selv i starten af kampen. Vi kom bagud 2-0, og først der gik det op for os, at vi faktisk var til fodbold. Tvivlen på en sejr var der aldrig. Vi tror altid på os selv.”

Trods den svære start og en hurtig 2-0 føring til Hedensted IF, formåede BUF Horsens at vende kampen på hovedet.

“Når man er bagud 2-0 efter små 15 minutter, så mister man typisk troen på at hive 3 point med hjem. Det gør vi ikke i BUF. Vi vidste, hvad vi var gode til. Vi gjorde hinanden bedre og vendte en 2-0 til 2-5, og så gik der lidt pjat i den, hvor Hedensted scorede til 3-5,” forklarer Bastian Abdalrahim.

Der er dog stadig områder, der skal forbedres fremadrettet, ifølge træneren. Han påpeger, at holdet skal lære at være klar fra start:

“Vi kommer altid bagud, og har endnu ikke holdt et clean sheet i denne sæson.”

En af de store helte i dagens kamp var Mahdi, der normalt spiller på den defensive midtbane, men i dag måtte vikariere som angriber på grund af et afbud fra deres topscorer Benjamin.

“Det gjorde han til UG, med hele 4 basser,” roste Bastian Abdalrahim.

Næste kamp for BUF Horsens er et opgør imod Lindved GF. Det udspiller sig i Lindved Stadion d. 14. juni klokken 18:30.

Kampens resultat: 3-5 til BUF Horsens
Række: HERRER SERIE 4 - FORÅR 2024, PULJE 85

Kilde: Bastian Abdalrahim