Datakonsulent til analysesamarbejde på Regionshospitalet Horsens

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du være med til at omsætte data til brugbar viden og resultater til gavn for både patienter, klinikere og hospitalets ledere?

Vi søger en kollega til en spændende fast stilling i Dataenheden, der er en del af Økonomi og Planlægning. Du skal være nysgerrig, teknisk dygtig, analytisk velfunderet og have gode kommunikationsevner, så dine dataløsninger bidrager til at løse kliniske og ledelsesmæssige problemstillinger.

Jobbet: 
Regionshospitalet Horsens har et stort fokus på anvendelsen af data både til at understøtte driften af hospitalet samt til forbedrings- og kvalitetsarbejde. Datadrevne forbedringer indebærer alt fra konkrete forespørgsler fra klinikken, ledelsessystemet og sagsbehandlere til dataunderstøttelse af længerevarende strategiske indsatser. 

Dataenheden består udover dig af en anden datakonsulent, som i det daglige arbejde er din nærmeste sparringspartner. Derudover vil du få et meget tæt samarbejde med medarbejdere og funktionschefer fra de øvrige afdelinger i Administrationen, hospitalsledelsen og ikke mindst et tæt samarbejde med klinikken. Du vil også få et tæt samarbejde med Region Midtjyllands Kontor for Data og Dataanvendelse samt datakonsulenter på regionens øvrige hospitaler.

Du skal have lyst til at forstå de udfordringer på hospitalet, som data kan bidrage med løsninger til og du skal være en aktiv medspiller i at fortolke og omsætte behov til teknik. Du finder det spændende at indgå i dialog og samarbejde med forskellige fagpersoner med mange forskellige forudsætninger for at efterspørge, modtage og forstå data. Ud over din nysgerrige personlighed bliver SQL og Tableau Desktop dine primære arbejdsredskaber. 

Du skal med andre ord have lyst til at komme tæt på den kliniske virkelighed i hospitalets afdelinger og i et samarbejde med kolleger på tværs af huset finde frem til de rigtige løsninger på behovene for dataunderstøttelse.

Region Midtjylland har data fra alle patientsystemerne samlet i et datavarehus og stiller en BI-portal med standardrapporter til rådighed for hospitalerne. Du skal oparbejde et stort kendskab til den regionalt udviklede BI-portal, men dine opgaver starter primært der, hvor standardprodukterne ikke rækker. Det er typisk kvalitetsprojekter, lokale indsatser, forskningsprojekter eller noget helt uforudset.

Vi forventer, at du:

  • Har en relevant videregående uddannelse, 
  • Har erfaring med analyse og databehandling og gerne kendskab til data i sundhedsvæsenet,
  • Kan SQL eller har programmeringserfaring og har lyst til at dygtiggøre dig i SQL,
  • Har en naturlig præference for at søge dialog med opgavestilleren,
  • Har evnen til skabe et tillidsfuldt samarbejde med samarbejdspartnere fra mange faggrupper,
  • Kan formidle komplekse problemstillinger på en let forståelig måde i både skrift og tale,
  • Har personlig integritet, autoritet og robusthed samt
  • Kan arbejde selvstændigt og struktureret på et højt fagligt niveau.

Vi tilbyder:

En arbejdsplads med mange spændende opgaver, dygtige kolleger og rige muligheder for faglig og personlig udvikling. Du vil få en afvekslende hverdag med et arbejdsklima præget af engagement, gensidig respekt, åbenhed og en uformel omgangstone. 

Økonomi og Planlægning er en af Administrationens fire funktionsområder. Handlekraft, åbenhed og omstillingsevne er vigtige dele af vores kultur. Administrationen er kendt for at være ubureaukratisk og har som kerneopgave at gøre det nemt at være kliniker og leder på hospitalet. Derfor skal du regne med en bred opgaveportefølje, der varierer over tid i takt med hospitalets behov. To dage ligner sjældent hinanden, men dit faglige udgangspunkt er altid data og analyse.

I starten af din ansættelse afholdes en potentialesamtale med henblik på at bringe dine potentialer, talenter og interesser frem, så disse bedst muligt kan sættes i spil i dit nye arbejde. 

Vi lægger vægt på den enkeltes trivsel og giver mulighed for fleksibel arbejdstilrettelæggelse, så der også er plads til fritid og familie. Der er bl.a. flekstid og mulighed for at arbejde hjemmefra.

Regionshospitalet Horsens er et af de mindre hospitaler i Region Midtjylland, og det, synes vi selv, er en af vores største styrker. Du kommer hurtigt til at kende huset og kolleger på tværs af afdelinger.

Som ny kollega får du en faglig og social mentor, så du hurtigt kan komme ind i arbejdsopgaverne og blive en del af fællesskabet. Måske du også har lyst til at løbe med i den årlige Beringstafet eller synge med i vores medarbejderkor hvor alle hospitalets medarbejdere er velkomne?

Vi håber også du har både tid og lyst til at være med i de sociale arrangementer vi ind imellem har i Økonomi og Planlægning, fx en tur på brætspilscafe eller ”tur i det grønne” med madkurven.

Løn- og ansættelsesvilkår:

Stillingen ønskes besat pr. 15. august eller 1. september 2024. Der er tale om en fast stilling. 

Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst. Afhængig af din baggrund og kvalifikationer vil der evt. kunne forhandles kvalifikationstillæg.

Yderligere oplysninger:

Organisatorisk er stillingen placeret i Økonomi og Plan med reference til Økonomi- og planlægningschefen. Økonomi og Plan består af 10 personer og er et af fire funktionsområder i Administrationen på Regionshospitalet Horsens. 

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til økonomi- og planlægningschef Gunhild L. Birkmose, tlf. 4224 3310, eller datakonsulent Mette Terp Gøtzsche, tlf. 5162 6051.

Ansøgningsfrist: Mandag den 10. juni 2024. Ansættelsessamtaler afholdes mandag den 17. juni 2024. 

Ansøgning bedes sendt elektronisk via nedenstående link.

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Horsens Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Region Midtjylland, Sundvej 30, 8700 Horsens

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 10-06-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6049873

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet