I den gamle vinbutik på Nørregade 16 vil du i det nye år finde massevis af øl på hylderne, når butikken Øl2Go rykker ind i lokalerne.
Det er åbenbart lokalernes skæbne, at de skal huse alkohol på Nørregade nummer 16 i Horsens. I fem år har Holte Vinlager boet her, og efter deres lukning har ejeren af Øl2Go tænkt sig at rykke ind.
Horsens Posten har talt med Lars Henrik Jensen, der står bag firmaet Øl2Go, der fortæller, at han har lejet lokalerne fra det nye år, og skal drive sin forretning herfra. Han har i sin fritid de seneste tre år solgt specialøl fra sin hjemmeadresse, og nu er det på tide at tage et skridt videre.
Du vil derfor kunne shoppe løs af alverdens øl på Nørregade i det nye år. Det er ikke bestemt endnu, hvilken dato butikken åbner, men det sker formentlig indenfor de første par måneder af 2022.
Lars Henrik Jensen fortæller, at han driver Øl2Go delvis som en webshop og med butik fra sin garage, der har åben torsdag, fredag og lørdag. Og planen er, at butikken stadig i fremtiden skal være et fritidsprojekt med begrænsede åbningstider, men han ved endnu ikke i hvilket omfang – det må tiden og interessen fra kunderne nok vise.