Derfor fejrer vi Kvindernes Internationale Kampdag

Den 8. marts er Kvindernes Internationale Kampdag.
Profilbillede
dato

I dag fejrer vi kvinderne verden over. Men hvad er historien bag, og hvornår blev dagen fastlagt? 

Den 8. marts er Kvindernes Internationale Kampdag. Oprindeligt var kampdagen et socialistisk projekt – en tilknytning til venstrefløjen, man også kan spore i dag. 

Dagen har sine rødder i den internationale socialistiske kvindearbejderbevægelse og er blevet markeret i mere end 100 år.  

I 1910 blev det vedtaget på den anden internationale socialistiske kvindekonference i København, at alle lande hvert år skulle holde en international kvindekampdag.  

Det var dog først i 1921, at den 8. marts blev fastsat som datoen for fejringen.  

De socialistiske arbejderkvinder kæmpede blandt andet for kvinders stemmeret – en dagsorden, som de delte med den borgerlige kvindebevægelse. 

Derudover var bevægelsen optaget af arbejderkvindernes position i samfundet som arbejder og kvinder.  

Deres kamp var på mange måder radikalt anderledes end de mandlige arbejderes og borgerskabets kvinder, der havde en markant anden økonomisk frihed. 

”Kvindekamp er klassekamp”
I 1970’erne fik Kvindernes Internationale Kampdag en renæssance særligt i forbindelse med rødstrømpebevægelsen, der medførte et fornyet syn på kvinders frigørelse. 

Her var det blandt andet parolerne ”Kvindekamp er klassekamp” og ”Kvinder foren jer i kampen for fred, ligeret og fremskridt”, der blev kendetegnet for 1970’ernes kvindekamp. 

I dag er Kvindernes Internationale Kampdag stadig en udbredt mærkedag verden over. 

Den 8. marts er dagen, hvor vi kaster et tilbageblik på historien og forstår og gør status over, hvor verdens kvinder står i dag og samtidig ser på, hvilke udfordringer, muligheder, krav og ønsker, der er for fremtiden.  

Kilde: Arbejdermuseet

Seneste på facebook