Der var travlhed med vandaktiviteterne i denne weekend, da Horsens Svømmeklub var repræsenteret i både Haderslev, Kolding og Vejle samtidig.
I Haderslev og Kolding blev der afholdt henholdsvis Vestdanske børne- og årgangsmesterskaber for drenge og piger. Her havde samlet 20unge og yderst talentfulde horsianske svømmere formået at kvalificere sig, hvor de på bedste vis dystede mod de bedste jævnaldrende svømmetalenter fra Jylland og Fyn.
Derudover var der også både smil, glæde og masser af skumsprøjt i DGI-huset i Vejle, da 10 deltagere fra Horsens deltog i DM i bassinlivredning.
Herudover havde Katrine Stoltenhoff, Stella Harpøth, Matti Andersen, Emily Bang, Kirsten Detlef, Signe Holst og Filippa Juul Jensen lidt ekstra fart på, da formåede at blive danske mestre. Som prikken over i’et formåede Katrine, Stella, Matti og Signe endivdere at svømme sig under kravene til de Europæiske Juniormesterskaber i Polen, som bliver afholdt i august.