BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du lyst til at hjælpe midtjyske iværksættere og virksomheder med deres grønne fremtid? Så er du måske vores nye virksomhedskonsulent til Horsens-kontoret med fokus på grøn omstilling i øjenhøjde
”Det er en kæmpestor, men nødvendig opgave at omstille vores samfund til en grøn fremtid. Og selv om vi er kommet et godt stykke, er vi ikke i mål”, sådan står der i en pressemeddelelse fra Klima- Energi og Forsyningsministeriet her i efteråret, fokus på regeringens Klimaprogram 2023.
Grøn omstilling fylder rigtig meget i dagens dagsorden, en fremsynet og nødvendig agenda, men for nogen en kolossal presbold, også blandt mange små og mellemstore virksomheder.
Det gør vi noget ved i Erhvervshus Midtjylland, uvildig og vederlagsfrit, som en anerkendt regional aktør i dansk erhvervsfremme.
Til at understøtte netop det grønne tema og også supplere vores tværgående fagteam søger vi en passioneret konsulent med afsæt fra vores kontor i Horsens. Som ny kollega vil du være en nøgleperson og go-to-person omkring bæredygtighed, ESG og grøn omstilling.
Spændende opgaver og muligheder
Erhvervshus Midtjyllands målgruppe er alle virksomheder med behov for specialiseret erhvervsservice. Det vil i dette tilfælde sige midtjyske med særligt behov for hjælp til drift og/eller udvikling, hvor du som uvildig sparringspartner kan gøre en afgørende forskel, alt sammen med det formål, at virksomhederne skal styrke deres forretningsmæssige position.
Som vores nye konsulent skal du have fokus på følgende:
- At hjælpe midtjyske virksomheder med at starte og/eller fortsætte deres grønne rejse; herunder at informere om aktuelle programtilbud og guide i erhvervsfremmesystemet
- At skabe bevidsthed hos virksomhederne om perspektiverne i den grønne omstilling og trædestenene dertil, herunder at løfte det op på et strategisk niveau
- At introducere forskellige egnede værktøjer, med det in mente, at du skal kunne vejlede både en lille håndværker og en mellemstor produktionsvirksomhed, vi hjælper alle i alle brancher
- At tilbyde og levere skræddersyet og konkret sparring til virksomheder baseret på deres unikke behov og henvise til relevante samarbejdspartnere og private rådgivere
- At være en aktiv bidragyder og inspirator i Erhvervshus Midtjyllands grønne team for at videreudvikle den nuværende platform og løfte den til et nyt niveau
Du har stærke kvalifikationer
Vi satser på, at du kan sætte flueben ved de fleste af følgende kvalifikationer og egenskaber:
- Dokumenteret erfaring med bæredygtighed og grøn omstilling i en virksomhedskontekst
- Solidt kendskab til at arbejde med et cirkulært fokus (eks. LCAs, take back, værdikædesamarbejder om reducerede miljøpåvirkninger osv.)
- Naturlig trang til og interesse for at følge trends ift. ESG og bæredygtighed
- Er en ”get-things-done-type” der er målstyret og resultatorienteret, også i en team-ånd
- Anerkendt som dygtig formidler og inspirator over for personer/beslutningstagere
- Fremragende lyttefærdigheder og analytisk tæft, evnen til at afkode og oversætte behov
- Nyder både at arbejde selvstændigt (har drivkraften) og til at indgå og bidrage i teams
- Tapper ind i et solidt personligt netværk inden for den grønne dagsorden
- Har god erfaring med at facilitere processer og kan stå komfortabelt foran en forsamling
- Systematisk og disciplineret tilgang til arbejdsprocesser og rapportering, at følge op på tingene
- Relevant højere uddannelse som eks. cand.merc, cand.eocon, ingeniør ell. lign.
Det vi tilbyder
- Rollen som stærk katalysator for grøn omstilling blandt midtjyske virksomheder
- Et inspirerende miljø og arbejdsfællesskab med dedikerede kollegaer og en samarbejdsånd
- Super mulighed for at dyrke din faglighed og arbejde selvstændigt med behovsstyrede opgaver
- Attraktive arbejdsbetingelser og udviklingsmuligheder med hensyntagen til work-life-balance
- Kontinuerlig faglig udvikling og mulighed for bred netværksopbygning
Dit arbejdssted
Din base vil være på vores kontor i Horsens, placeret på 11. etage i Campus Horsens med en fantastisk udsigt ud over byen. Geografisk skal du imidlertid påregne kørsel (i egen bil) rundt i hele regionen, der hvor behovet opstår og hvor du er den rette ressource til at løse opgaven. Parallelt skal du være indstillet på udstationering hos en af vores lokale samarbejdspartnere, og arbejde ud fra deres kontor, stadig med dine normale opgaver og den grønne tematik.
Tiltrædelsesdato
Håbet er, at du kan starte senest den 1. marts 2024 eller hurtigst muligt derefter.
Ansøgningsprocessen
Hvis du brænder for at guide virksomheder gennem den grønne omstilling og har lyst til at være en del af et spændende og anerkendt erhvervshus, så upload endelig din ansøgning og CV via linket.
Vi skal modtage din ansøgning og dit CV senest mandag den 8. januar 2024 kl. 12.00. Vi forventer at afholde samtaler i uge 3 og 4.
Har du spørgsmål til stillingen, så er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Jens Eybye (T: 4016 3513 / jey@erhvervshusmidtjylland.dk) eller afdelingschef Peter Ekmann (T: 2921 5272 pe@erhvervshusmidtjylland.dk).
Erhvervshus Midtjylland kort fortalt
Erhvervshus Midtjylland er en dynamisk og slagkraftig erhvervsfremmeaktør med fokus på at skabe resultater for erhvervslivet i Midtjylland. Vi er et af seks Erhvervshuse i Danmark, og vi har kontorer i Aarhus, Horsens og Herning med sammenlagt mere end 30 virksomhedskonsulenter. Årligt vejleder vi mere end 5.500 iværksættere og virksomheder. Læs mere her.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Horsens Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Erhvervshus Midtjylland - Horsens, Fussingsvej, 8700 Horsens
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 08-01-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5953488