Hvis du elsker at fiske eller aldrig har prøvet det, men gerne vil, så er der stor fiskedag for alle på Endelave, når der inviteres fiske-arrangement for folk i alle aldre.
Hvad siger du til en dag ved vandet med vind i håret og et øje på havet, imens du venter på at fange en fisk?
Lyder det ikke tiltalende – hvis det gør, så har du mulighed for at tage med til fiske-arrangement på Endelave. Her vil der være kystfiskeri for alle, der har lyst til at være med onsdag den 20. oktober mellem klokken 10.00 – 13.00.
Det er gratis at være med, og alle interesserede mødes ved servicebygningen på havnen og enten kører eller cykler ud til fiskestedet.
Der er to instruktører tilknyttet eventet – de hedder Klaus Bødker og Søren Grauballe, og de vil vejlede og støtte hele dagen.
Det er rigtig fint, hvis du har din egen fiskestang med, men ellers kan du også låne en. Der fiskes med blink men også med sandorm.
Hvis du gerne vil være med, så husk på at vejret kan være utilregnelig og koldt her i efteråret, så klæd dig godt på og husk dine gummistøvler.