Flere end 100 borgere gav input til fremtidens Horsens Fjord

dato

Flere end 100 borgere gav input til fremtidens Horsens Fjord

Tirsdag den 3. september inviterede Horsens Kommune til åbent borgermøde om Horsens Fjord og hvordan man kan genskabe livet i den. Over 100 borgere deltog i mødet, som satte fokus på fjordens tilstand og de indsatser, der kan iværksættes for at skabe mere liv under havoverfladen.

Horsens Fjord er ikke nær så levende, som den var tidligere. Der er dog et stort ønske om at ændre dette. Alene i år har frivillige plantet cirka 15.000 friskhøstede ålegræsskud, og senere på året skal der lægges sten ud seks forskellige steder i fjorden. Både ålegræsset og stenene fungerer som vigtige leve- og gemmesteder for fjordens dyreliv.

Men kan der gøres mere eller andet under havoverfladen for at bringe livet tilbage? Dette spørgsmål blev stillet, da Horsens Kommune tirsdag den 3. september inviterede kommunens borgere til en idéudveksling på Horsens rådhus. Og idéer var der nok af.

Idéerne spændte fra guidede fjordsejladser til biogene muslingerev, nedsænkede grantræer og årlige fjordfestivaler. Fælles for idéerne var, at de skal bidrage til en renere og mere levende fjord og en øget fjordbevidsthed blandt kommunens små 100.000 borgere.

Med en deltagerliste, der talte både lystfiskere, landmænd, undervandsjægere, dykkere, sejlere og helt almindelige borgere, nåede dialogen vidt omkring. Noget, der er helt afgørende for at lykkes med genopretningen af fjorden.

Foruden den store idéudveksling bød aftenen på en række oplæg, som gjorde gæsterne klogere på Horsens Fjord, og hvorfor det er vigtigt at arbejde med lokal, marin naturgenopretning.

Da Ren Horsens Fjord-fonden blev lanceret i starten af 2024, var det med en forhåbning om, at lokale borgere, foreninger, fonde og virksomheder ville engagere sig i projektet. Det har de heldigvis gjort i stor grad. Hundredvis af frivillige har hjulpet med at udplante ålegræs, og både private, virksomheder og fonde har bakket op med donationer. Nu har borgerne også bidraget med gode idéer til, hvordan man kan skabe endnu mere liv i og omkring fjorden. Det er fantastisk og vidner om, at man når længst, når man løfter i flok.


https://horsens.dk/omhorsenskommune/presse/pressemeddelelser/flereend100borgeregavinputtilfremtidenshorsensfjord
Kilde: Horsens Kommune

Seneste på facebook