Hos By Gudrun - Kosmetisk Klinik oplever Gudrun, at kunderne er blevet mere bevidste end nogensinde før, når de vælger behandler. I dag handler kosmetiske behandlinger ikke kun om udseende, men i høj grad også om tryghed, faglighed og naturlige resultater.
Kosmetiske behandlinger er blevet mere populære, men samtidig er kunderne blevet langt mere opmærksomme på, hvem de betror deres ansigt og hud til. Det mærker Gudrun tydeligt i sin klinik, hvor flere kommer med et klart fokus på sikkerhed og kvalitet.
Ifølge Gudrun undersøger mange i dag, om klinikken er korrekt registreret hos Styrelsen for Patientsikkerhed, om der er ansvarlig læge tilknyttet, og hvilken faglig baggrund behandleren har. Flere læser også anmeldelser og søger andres erfaringer, inden de booker tid.

“Folk er begyndt at åbne øjnene for, at pris og kvalitet oftest hænger sammen,” fortæller Gudrun.
Hun oplever desværre også, at nogle kunder kommer til hende efter at have valgt meget billige behandlinger eller tilbud, der viste sig at være for gode til at være sande. Nogle er kede af resultatet, mens andre har haft et utrygt behandlingsforløb og søger en vurdering.
Naturlige resultater frem for store forandringer
Hos By Gudrun handler behandlingerne først og fremmest om at bevare kundens naturlige udtryk. Målet er ikke at ændre ansigtet markant, men at skabe diskrete og harmoniske resultater.
Mange ønsker at forbedre hudens kvalitet, genskabe glød eller arbejde blidt med de aldersforandringer, der opstår, når huden mister kollagen og elasticitet. Det kan være fine linjer, mindre spændstighed, tab af fylde eller læber, der med tiden har mistet noget af deres naturlige volumen.
Med de rette behandlinger kan huden få mere fugt og balance, ansigtets former kan understøttes, og helhedsindtrykket kan blive friskere, uden at udtrykket forsvinder.
“Målet er ikke, at folk skal kunne se, hvad der er lavet. Det bedste kompliment er, når andre siger: ‘Hvor ser du godt ud’, uden nødvendigvis at kunne sætte fingeren på hvorfor,” siger Gudrun.
Tryghed skal gå hånd i hånd med skønhed
Ifølge Gudrun er tendensen tydelig: Kunderne ønsker ikke et kunstigt eller overbehandlet look. De ønsker at ligne sig selv, bare i en mere frisk og veludhvilet version.
"Vælg en klinik med omtanke, der gør sit forarbejde grundigt. For kosmetiske behandlinger handler ikke kun om skønhed, men også om tryghed, kvalitet og sikkerhed." afslutter Gudrun.