Bliv klogere på, hvordan en hverdag forløber, når man er med Slædepatruljen Sirius på patrulje på Grønland.
Det er en fascinerende og helt igennem hård hverdag, folkene på Sirius-patruljen er en del af, når de sendes til Grønland. En hverdag der er svær for os almindelige mennesker at sætte os ind i, men nu kan du blive klogere på den, når Martin Mogensen inviterer til foredrag tirsdag den 30. november og fortæller om livet som en del af Sirius-patruljen.
Martin Mogensen var en del af Sirius-patruljen fra 2004 til 2006, og til foredraget vil han fortælle om den hverdag, han og de andre havde, da de var på Grønland. Han vil både fortælle og vise billeder fra sin tid på Grønland – fortælle om hvordan det var på stationen at køre med hundeslæde og om vinteren.
Slædepatruljen Sirius er en dansk specialenhed med få folk, der overvåger 16.000 kilometer ubeboet kyststrækning i Nordøstgrønland – de fører blandt andet tilsyn med forskningsekspeditioner og arbejder som civil politimyndighed.
Hør meget mere om det tirsdag den 30. november klokken 19.00 på Horsens Bibliotek – det koster 50 kroner at deltage.