Det er et mysterie, hvordan en ild-salamander er havnet i en gammel pose med muld i Knud Kjærgaard Pedersens have i Stensballe. Den lå og sov tungt, da han opdagede den.
Da Knud Kjærgaard Pedersen begynder at rode i en halv fuld pose med muld, støder han på en tungt sovende ild-salamander i den. Det er ganske atypisk, fordi den slet ikke findes i den danske natur, og ingen ved derfor, hvordan den er havnet her i landet, fortæller han til Horsens Folkeblad.
En blind passager
En ild-salamander er giftig og lever ikke i den danske natur, og selvom Knud Kjærgaard Pedersen har mange andre salamandere i sin havedam, så tror han altså ikke, den stammer derfra. Det gør Hans Viborg Kristensen fra Naturhistorisk Museum heller ikke:
"Det er sandsynligvis et undsluppet terrariedyr, og når man ser den, er den ikke til at tage fejl af. Jeg har hørt om det et par gange før," siger han og påpeger, at det lille dyr også kan være kommet til Danmark på en palle eller i et bagagerum.
Den kan faktisk godt overleve herhjemme, og derfor har Knud Kjærgaard Pedersen også sluppet den fri i sin have. Han har ikke set den siden, men han holder øje og er sikker på, den er nær havedammen et sted.