Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) kårer Horsens til at være årets ungdomskommune.
Horsens Kommune løber med sejren, fordi kommunen gør en særlig indsats for at give unge horsensianere en reel indflydelse på de politiske beslutninger, som har indflydelse på den nuværende og kommende ungdomsgenerationer i Horsens.
Forkvinde for DUF Christine Ravn Lund håber, at flere kommuner vil lade sig inspirere af Horsens Kommune engagement.
”Hvis man vil have en god og meningsfuld ungeinddragelse, skal de unge sidde med ved beslutningsbordet. Horsens Kommune har med handling vist, at de tager ungeinddragelsen alvorligt. De har skabt rammerne for, at unge ikke blot bliver hørt, men også får konkret indflydelse på de politiske beslutninger i kommunen.”
Dansk Ungdoms Fællesråd uddeler hvert år prisen Årets Ungdomskommune til en kommune, som gør noget ekstraordinært for ungdomslivet i kommunerne.
Udover at Horsens Kommune kan kalde sig for Årets Ungdomskommunen 2022, vinder kommunen også 10.000 kroner, som er øremærket ungeområdet.
Forløsende sejr
Kommunens borgmester Peter Sørensen (A) er stolt over sejren.
”Vi har været tæt på at vinde prisen flere gange, og det er en kæmpe tilfredsstillelse, at det nu lykkes. Vi har arbejdet målrettet på at skabe bedre rammer for et stærkt og aktivt fritids- og foreningsliv for vores unge. Vi har i mange år fokuseret på at gøre Horsens til en stærk studieby. Det betyder, at Horsens er blevet en kommune, hvor unge har masser af muligheder for uddannelse, job og medbestemmelse og ikke mindst for at dyrke fællesskaber.”
Andenpladsen går til Thisted Kommune og deres arbejde med unge under kommunalvalget. Mens tredjepladsen går til Jammerbugten og deres arbejde med at få flere unge med i fællesskabet.
Fakta om Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)
- Prisen ”Årets Ungdomskommune” blev stiftet af DUF i 2006.
- Kommuner bliver bedømt på, hvordan kommuner forbedrer unges deltagelse, udfoldelsesmuligheder, levevilkår gerne igennem frivilligt arbejde med børn og unge.
Årets dommerpanel består af:
- Christine Ravn Lund, forkvinde for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd.
- Hans Stavnsager (S), borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, sidste års vinderkommune.
- Maria Bruselius-Jensen, lektor ved Center for Ungdomsforskning.
- Mille Borgen Mikkelsen, formand for Danske Skoleelever.