Horsens nye festuge Horsens Holder har ambitionen om at være en folkefest for alle. Festugen foregår fra den 16 til 19 juni 2022.
Til årets festuge bliver gågaden en del af festen og ambitionen er, at Horsens Holder bliver en årligt tilbagevende begivenhed.
“Horsens Holder bliver en årlig begivenhed, som kommer til at indeholde koncerter, fællessang, byvandringer, børnefest, kunst, workshops, foredrag og meget mere," fortæller borgmester Peter Sørensen.
Torsdag den 16 juni sparkes festen i gang med Peter Sørensen som vil starte festugen med et kreativt indslag, men om det bliver sang, dans eller noget helt trejde vides endnu ikke.
Horsens Holder skal forene forskellige horsensianeres interesser.
“Det Horsens Holder vil er at samle byens kultur tilbud, der er rundt omkring i hele kommunen og give dem plads til at lege og være med til den her fest,” fortæller borgmester Peter Sørensen.
Til at skyde Horsens Holder i gang i 2022, bliver festugen også afholdt og fejret i Horsens’ nye gågade. På Torvet i den nye gågade kan horsensianerne opleve flere kendte navne.
“Gågadefesten bliver i 2022 noget helt særligt, vi vil gerne vise, hvad gågaden kan og hvor mange forskellige arrangementer, der kan afholdes. Der er både plads til at handle, men også til at opholde sig. Der er skabt rum og mulighed for alle mulige former for events,” forklarer Peter Sørensen.