Horsens: Fire mænd findes skyldige i grov vold mod 20-årig

De fire mænd fra Vejle nægter sig skyldige
Profilbillede
dato

De fire mænd fra Vejle er fundet skyldige i grov vold i overfaldet på den 20-årige Tobias Sebastian Jødal i Horsens i maj sidste år. 

Men de fire mænd frifindes for anklagen om vold med døden til følge, har Retten i Horsens besluttet. 

Den 20-årige fik alvorlige kvæstelser ved overfaldet og pådrog sig blandt andet en hjerneblødning. Få dage senere afgik han ved døden. 

De fire mænd havde ifølge anklageskriftet aftalt at mødes med den 20-årige for at frarøve ham nogle værdier. 

Ifølge Horsens Folkeblad, der har fulgt sagen i retten, var mændene fra Vejle ude efter hash, som de mente, at den 20-årige var i besiddelse af. 

De havde aftalt at mødes med ham klokken 16.15 på Sølvgade i Horsens, men det viste sig, at han ikke havde noget af værdi på sig.

Ifølge anklageskriftet blev Tobias Sebastian Jødal først slået med et knytnæveslag i hovedet.

Det bevirkede, at han faldt og slog hovedet ind i den sorte BMW X5, som de fire mænd var kørt i. Derefter slog han hovedet i asfalten.

Liggende på jorden fik Jødal sprøjtet peberspray i ansigtet, mens han ifølge anklageskriftet var bevidstløs.

Ifølge anklagen smed de fire ham herefter i bilens bagagerum, hvor de hældte energidrikken Red Bull i ansigtet på ham.

Mændene satte sig i bilen og ville ifølge anklagen køre fra gerningsstedet med Tobias Sebastian Jødal i bagagerummet.

Men de kom ikke langt. For ikke langt derfra kørte bilen ind i en sten og forulykkede. Herefter stak mændene af.

De fire blev anholdt i dagene efter og har siddet fængslet siden. Også en 28-årig kvinde blev dengang anholdt og sigtet for at have hjulpet til med flugten. Hende var der ikke rejst tiltale mod.

Retten finder, at den anvendte vold mod offeret ikke kan henføres under paragraffen om vold med døden til følge.

Det var efter rettens vurdering knytnæveslaget tildelt af en 25-årig mand, der førte til mandens død. Men der var ikke forsæt til, at det skulle tage livet af den 20-årige. Derfor kan man ikke dømme for dødsvold, lyder rettens konklusion.

Til gengæld finder retten, at de fire er skyldige i at have efterladt en døende mand i hjælpeløs tilstand.

De fire tiltalte har alle nægtet sig skyldige.

Efter skyldkendelsen skal retten nu finde en passende straf til de fire mænd. 

Kilde: Ritzau
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook