Horsens Havn har haft et forrygende år med ny omsætningsrekord. I denne artikel har vi taget en snak med havnedirektør, Claus Christensen, der gør status på det seneste år på havnen.
I løbet af 2022 har der været godt med liv på Horsens Havn, hvor havnens ansatte kan glæde sig over et glædeligt år, hvor havnen i den grad har vist sin store betydning og nu har en ny rekordomsætning på 832.000 tons gods over kaj:
“Horsens Havn har i 2022 endnu engang vist sin store betydning for virksomhederne i Horsens og omegn. Vi har det mantra, at vi vil skabe værdi for erhvervslivet og borgerne i Horsens. Derfor er det glædeligt, at vi i 2022 har fået mere gods over kaj end nogensinde,” lyder det fra en stolt Claus Christensen.
“Samtidig har det vist sig, at det er muligt at drive tung industri i nærheden af boliger, og som nogen af vores naboer siger; så er det fantastisk med alt det liv, der er på havnen.”
Horsens Havn har også bidraget positivt til energikrise, der har raset i årets løb, fortæller Claus:
“Senest har den nuværende energikrise vist, at Horsens Havn også kan medvirke til sikre energi til varmeværket, således vi kan få varmt vand i radiatorer og vandhanerne. I alt er det blevet til mere end 20.000 tons stamme og flis.”
Truck med plade (Foto: Horsens Havn)
En meget mere bæredygtig havn
Horsens Havn indførte i 2019 en bæredygtighedsstrategi der implementeres som planlagt:
“Havnen har, siden vi introducerede en bæredygtighedsstrategi i 2019, arbejdet målrettet mod at sikre at vi tænker bæredygtighed ind i vores arbejdsprocesser og energiforbrug. Det betyder blandt andet, at vi i 2022 selv fremstiller fendere ved at anvende genbrugsmaterialer, og vi nu har afsluttet udskiftningen af overfladebelysningen på havnen.”
“Den forøgede omsætning har gjort, at vi har udvidet besætningen for at give større fleksibilitet til kunderne. Det betyder, at vi i større omfang end tidligere, selv kan løse reparationsopgaver.”
Store produktionsudsving står som årets udfordring
Havnen har oplevet perioder med høj aktivitet og andre perioder med lavere aktivitet. Disse udsving har udfordret havnen, og dets fleksibilitet - særligt i de travle tider, når pladsen er trang:
“Den største udfordring i året der gik har været store udsving i produktionen. I nogle perioder har der været meget travlt på havnen, mens der i andre perioder har været stille. Det stiller store krav til medarbejdernes fleksibilitet og koordination af den begrænsede plads vi reelt har til skibsoperationer.”
Morgensol over havnen i marts (Foto: Horsens Havn)
“Ligeledes er det afgørende, at vi altid tænker os godt om i forhold til, hvor og hvornår vi arbejder. For eksempel har vi specielle pladser, hvor vi placerer skibe som har gods som traditionelt støjer og vi har lejet en kran som støjer mindre end de kraner, vi tidligere har haft. Fremtiden forventes at være el-drevne kraner, som støjer endnu mindre.”
“En havn skal kunne fungere 24/7, hvis den skal være konkurrencedygtig. Derfor skal vi alligevel primært laste og losse skibene indenfor normal arbejdstid for på den vis at reducere påvirkningen af omgivelserne mest muligt,” slutter Claus Christensen.
Vi ser frem til, hvad det næste år bringer for Horsens Havn.
Du kan finde Horsens Havn på adressen Ove Jensens Alle 35, og du kan læse meget mere om Horsens Havn på deres Facebookside og hjemmeside.