Horsens Museum inviterer til aftenåbning af Heavy-udstilling

Profilbillede
dato

Det er en museumsudstilling ud over det sædvanlige, når heavy rockerne Pretty Maids' 40-årige historie fra den 1. november kan opleves på Horsens Museum.

Heavy-bandet Pretty Maids fra Horsens har huseret i 40 år, og den 1. november åbner Horsens Museum særudstillingen Heavy [Hævi] Horsens om deres historie. Det sker ved en særlig aftenåbning, hvor man kan møde tidligere medlemmer af bandet og få signeret den nye biografi, We Came To Rock, der dokumenterer gruppens 40 år lange historie.

Museet har undervejs i arbejdet med udstillingen oplevet en stor interesse fra byens borgere, fortæller museumschef Merete Bøge Pedersen.

 "Vi har fået mange henvendelser fra folk i byen, der er nysgerrige på udstillingen, eller som vil sikre sig en billet eller en bog. Når vi taler med dem, så er der mange, der har været med til de første koncerter, har gået i klasse med en fra bandet eller bare kender dem fra byen. Og det er helt tydeligt, at det er forbundet med en stolthed, at bandet er fra Horsens", siger Merete Bøge Pedersen.

En drøm, der blev til virkelighed

Til åbningen kan man hilse på Michael Fast, Allan Delong, John Darrow og Rick Hanson, der alle er tidligere medlemmer af bandet - og måske kigger nogle af de nuværende medlemmer også forbi. 

Forfatteren til bandets officielle biografi, Ozzie Adenborg, er ligeledes til stede på åbningsaftenen. Ideen om en udstilling i anledning af bandets 40 års jubilæum kommer fra hende, og hun har været en uundværlig samarbejdspartner i udviklingsarbejdet omkring udstillingen; både som ekspert i gruppens historie og som bindeled til bandet og til de mange dedikerede fans rundt omkring i verden.

"Det har været vigtigt for os, at vi ikke bare kunne fortælle en masse fakta og vise nogle seje elguitarer frem. Derfor har vi interviewet musikere fra bandet, for at de kunne fortælle os om oplevelser, stemninger og følelser", siger udstillingsansvarlig Louise Højsgaard Nielsen.

 "Det her er jo en historie om en drengedrøm, der bliver til virkelighed. Vi vil gerne tage publikum med på den rejse: Larmen fra skrigende fans foran scenen, lugten af ølsjatter og hårlak i baglokalerne, pjank og hygge i øvelokalet. De ting har været det allervigtigste for os at få med", uddyber Louise Højsgaard Nielsen.

Hun fortæller, at der allerede er indløbet beskeder fra fans rundt omkring i hele verden, der rejser til Horsens for at se udstillingen.

Foto: Poul Klavsen

Svedigt læder og hurtige guitarer

Udstillingen på Horsens Museum indeholder både video, lyd og en samling af ikoniske genstande fra bandets historie: Scenetøj, instrumenter, sjældne plader og et særligt Horsens-krus, der blev overrakt af byens daværende borgmester, Henning Jensen, i 1987.

Museet har blandt andet fået adgang til musikernes egne hjemmevideoer, som aldrig før har været vist i offentligheden. Der er også lavet nye interviews med både nuværende og tidligere medlemmer, som kan opleves på video og ved udstillingens lytte-stationer.

Heavy [Hævi] Horsens åbner mandag den 1. november klokken 17 - 21.

Indgangsprisen er 30 kroner, og særudstillingen er åben frem til den 28. februar 2022.

Kilde: Redaktionen

Seneste på facebook