Som et modspil til de store kæder har Anna Jensen Skovgaard startet Butik Petit, hvor hun sælger baby- og børnetøj fra sin fysiske butik i Horsens og fra sin webshop.
”Jeg synes, at Horsens havde brug for en mere personlig baby- og børnetøjsforretning. Ikke et ondt ord om de store kæder, men jeg tænker modspillet er godt, og at vi hver især kan tilbyde kunden noget forskelligt,” fortæller hun.
Anna valgte at starte sin egen forretning op i 2020, midt under corona-pandemien:
"Hos mig er der mærker, som man ikke finder andre steder, som italienske og hollandske tøjmærker, som kun forhandles i Danmark hos mig og så jeg går meget op i kundekontakten og vejledningen af kunden.”
Webshop var en nødvendighed
Anna havde egentligt tænkt, at hun kun ville have en fysisk butik, men det stod hurtigt klart, at corona ikke var overstået med det samme og derfor sørgede hun for at starte en webshop op.
”Jeg er rigtig glad for kombinationen af fysisk butik og webshop. Det er dejligt at kunne betjene kunderne på begge måder. Jeg synes det er dejligt, at der er tjekket ordre ind, når jeg står op om morgenen, men samtidig vil jeg aldrig undvære den kontakt, jeg har med kunderne i butikken”, forklarer Anna, som med lidt hjælp til pakningen fra sin mor, formår at holde begge dele i fuld gang.
Foto: Privat // Anna, her med nogle af de søde babyvarer, hun sælger i sin butik
Butikken er åben alle hverdage, hver lørdag og den første søndag i måneden, så Anna bruger mange timer på sin forretning.
Inspiration på Instagram
Det er mest normalt, at man finder sine produkter på messer og lignende, men på grund af corona, har man ikke kunne rejse i samme omfang som normalt.
Derfor har Anna måtte finde andre måder at udvælge sit sortiment på:
”Jeg har fundet rigtig meget inspiration på Instagram, og når jeg ser noget, som jeg tænker kunne være interessant, så får jeg en prøvesending hjem.
Her kan jeg mærke kvaliteten, og hvis jeg synes om det, tager jeg det ind og hvis ikke, så har jeg jo fået prøvet det af.”
"Det ville selvfølgelig være nemmere, hvis man kunne gå rundt på en messe, hvor mange var samlet, men det andet har også fungeret rigtig fint,” fortæller hun.
Drømmer om udvikling
Anna er uddannet frisør, men på grund af diskusprolapser i ryggen, er det ikke muligt for hende at stå så mange timer bag frisørstolen:
”Jeg er oprindeligt uddannet frisør, men jeg har arbejdet i en regnskabsafdeling i flere år. Her savnede jeg kundekontakten, og på et tidspunkt nåede jeg dertil, hvor jeg bare var nødt til at få den kontakt igen. Derfor tog jeg beslutningen om, at nu skulle det være."
Hun fortæller:
"Jeg har længe været inspireret af min far, som er selvstændig. Han er godt nok i en helt anden branche, men det er ham, der har fået mine øjne op for, hvordan det er at skabe en virksomhed fra bunden og se den vokse og udvikle sig, det synes jeg er meget inspirerende”, forklarer Anna, som glæder sig til at udvikle butikken.
Anna har besluttet sig for, at 2022 bliver året, hvor hun skal have en bedre webshop, så det bliver nemmere for kunderne at navigere rundt på siden og hurtigt finde det, de søger:
“Målet er, at jeg hele tiden gerne vil opdatere mit udvalg, så mine kunder har et godt udvalg, når de kommer hos mig og kigger på min webshop."
Det er vigtigt for hende, at hun løbende supplerer med flere brands i butikken og dermed giver kunderne et større udvalg at vælge iblandt, men alligevel er Anna fast besluttet på, at hun vil fokusere på den ene butik, hun ejer:
”Jeg har ikke en ambition om at åbne flere butikker, men jeg håber, at jeg på et tidspunkt kan ansatte medarbejdere og have mulighed for at uddelegere opgaver i forhold til eksempelvis sociale medier, så jeg kan fokusere på kunderne i butikken og webshoppen."
“For få minderne siden har jeg blandt andet fået Mushie på hylderne, hvilket har været en kæmpe succes,” fortæller Anna.
2022 bliver ligeledes et år, hvor der kommer flere nye tiltag i Butik Petit, men det er ikke noget, Anna kan løfte sløret for endnu.
Du kan følge med på Butik Petit’s Facebookside her eller tjekke webshoppen ud her.