Horsens Svømmeklub har siden corona startede holdt sig på eget farvand i Forum Horsens. Men ikke mere. For endelig bød uge 7 & 8 på andet end vante rammer og danske klorstrøg, da Horsens Svømmeklubs junior- og seniorer var taget på udlandstræningslejr.
Svømning under åben himmel og solskin efter 2 års fravær var realiteten for Horsens Svømmeklub, da de endelig tog flyveren til varmere himmelstrøg.
"For første gang siden coronas start, var Horsens’ junior- og seniorsvømmere igen at finde på en udlandstræningslejr under åben himmel og varmere himmelstrøg i uge 7 og 8. Samtlige svømmere var meget forventningsfulde og så meget frem til dette års træningslejr efter to års venten. Træningslejren blev afviklet under flotte omgivelser i Tyrkiet," siger instruktør Tais Andkjær Kristensen til VoresBy Horsens og fortæller videre om svømmernes forventninger til turen:
"Udlandstræningslejren i uge 7 og 8, er på mange måder en af de ting man glæder sig til, når man som junior- og seniorsvømmer træner 20-25 timer om ugen. Svømmerne fik ligeledes finpudset formen og teknikken frem mod forårets vigtige topningsstævner, som ligger sidst i marts og midt i april."
Visionen for Horsens Svømmeklub er at tilbyde bredden og eliten høj kvalitet i undervisning og træning i et attraktivt miljø. Det må man sige blev opfyldt med en tur til Tyrkiet. Nu ser Tais frem mod næste weekend, hvor det vil vise sig, om turen har vist sig at være mere værd end et par solskoldninger og et par billige Ray-Ban-solbriller fra bazaren.
"Derudover skal det blive spændende at se om det hårde arbejde allerede belønner sig i næste weekend, hvor junior- og seniorsvømmerne skal til Vestdanske langbanemesterskaber i Århus.”