To veninder fra Horsens satte sig for at gøre en forskel for en Ukrainsk familie, da de på blot to døgn kørte til og fra den polsk-ukrainske grænse for at hente tre personer med hjem. Disse ukrainere havde allerede familie i Danmark.
Rusland har invaderet Ukraine. Flere hundrede tusinde ukrainere er på flugt. Det besluttede to unge veninder fra Horsens sig for at gøre noget ved.
De havde fået kendskab til en ukrainsk familie her i landet, der stadig havde familiemedlemmer i Ukraine. Det blev disse familiemedlemmer som veninderne Rikke Solberg og Mette Erika Kostede fra Horsens, valgte at køre til den polsk-ukrainske grænse for at hente.
På ukendt grund og med kun koordinater til et fremmed land begav de to veninder sig ud på en redningsmission, som nok de færreste havde mod på.
Tur-retur på 48 timer
De to Horsens-piger havde i forvejen hørt om flere, der havde forsøgt sig med samme manøvre, men var blevet stoppet før grænseområdet.
Det lykkedes de to danskere at nå frem til den gymnastiksal ved den polsk-ukrainske grænse, hvor et stort antal flygtninge opholdt sig. Med håndlavede skilte fra Google Translate og det danske flag i hånden lykkedes det endvidere de to veninder at finde den familie, som de var kørt efter.
Med sig hjem i skodaen var således en mor med hendes to børn på henholdsvis 12 og 17 år. I Horsens venter resten af den ukrainske familie, der bor i Aalborg.
Turen har i alt taget ca. to døgn, og det er en tur, der har fået stor betydning for ikke alene den ukrainske familie, der igen blev samlet, men bestemt også for de to horsensianere, der i den grad har gjort en forskel.