Nyheden er fra Horsens Badminton Klub
Information omkring stigning af Covid-19-smittetal i Horsens Kommune: Vi har brug for din hjælp til at undgå yderligere restriktioner.
Det generelle smittetryk i Horsens Kommune er over de seneste uger steget, så vi her i uge 42 befinder os i en rigtig alvorlig situation. Onsdag den 14. oktober havde vi et incidenstal på 150 – det næsthøjeste i Danmark. Og 136 horsensianere er konstateret smittede med Covid-19 i løbet af den sidste uge.
Styrelsen for Patientsikkerhed har påbudt Horsens Kommune at indføre besøgsrestriktioner på alle kommunens plejecentre. Det er en alvorlig situation, og det er derfor vigtigt, at vi står sammen og handler nu, så vi kan undgå flere restriktioner, der rammer andre dele af samfundet Horsens – fx forenings- og fritidslivet.
Vi har allerede set, at I har taget et enormt ansvar for at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger, så der stadig kan gennemføres foreningsaktiviteter til glæde for rigtig mange horsensianere.
Alligevel kan vi se, at smittetallene fortsat stiger. Derfor opfordres det til så vidt mulig:
- undgår fysisk samvær før og efter træning. Klæd derfor om hjemmefra og gå i bad hjemme efter træning, hvis det overhovedet er muligt, og undgå sociale aktiviteter før og efter træning m.v.
- medbringer egne drikkedukke og eget udstyr, så vidt sidstnævnte er muligt
- ikke møder op til træning m.v., hvis man har symptomer
- arrangerer træning, så der er så lidt fysisk kontakt som overhovedet muligt
Stigningen i smittetallet viser vigtigheden af, at vi fortsat skærper opmærksomheden på at overholde anbefalingerne fra myndighederne: vask ofte hænder og brug håndsprit, nys eller host i ærmet, undgå håndtryk, kram og knus, optimér rengøringen og hold afstand.
I er en vigtig kilde til at nå ud til så mange horsensianere som muligt med information om, at det virkelig er nødvendigt at stå sammen og give den en ekstra skalle.
Vi vil derfor sætte stor pris på, at I deler og gør opmærksom på det blandt jeres medlemmer fx ved at aktivere budskaberne digitalt via sociale medier, hjemmesider, nyhedsbreve, m.m.
Hvis du har spørgsmål til sundhedsmyndighedernes Covid-19-anbefalinger, er du velkommen til at kontakte Charlotte F. Gjørup, sundheds- og ældrechef ved Horsens Kommune, på mail cfg@horsens.dk eller tlf. 24284972
Horsens Kommunens krisestab er i tæt dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed og de øvrige myndigheder. Det kan blive nødvendigt med yderligere restriktioner, hvis smittetallene ikke falder. Hvis det bliver tilfældet, informerer vi selvfølgelig hurtigst muligt.
Tak fordi du hjælper med at passe på dig selv og andre.
Venlig hilsen
Mette Faust
Vicedirektør for Kultur, Medborgerskab og Kommunikation