Janus Drachmann har lagt anførerbindet og støvlerne på hylden, og siger farvel til flere træningspas og kampe på højt niveau.
Efter sin debut den 23. august 2006 i en pokalkamp mod Vildbjerg, har han spillet imponerende 251 kampe for AC Horsens. Nu har han dog besluttet at afslutte sin flotte karriere, der også har omfattet ophold hos SønderjyskE, FC Midtjylland og OB.
Selvom Janus Drachmann forlod AC Horsens i sommeren 2015, vendte han tilbage til Langmarksvej seks år senere og har sat et betydeligt præg på holdet i begge perioder.
Selvom hans aktive spillerkarriere er forbi, vil AC Horsens stadig drage fordel af Drachmanns evner i fremtiden, da han fortsætter med at være en del af klubben og have sin daglige gang på Nordstern Arena Horsens.
- Der er stor respekt omkring Janus Drachmann og det, han har udrettet i klubben, og det bliver et tab for kulturen, at han ikke længere skal være spiller, men han har fantastiske menneskelige egenskaber, en stor viden og AC Horsens-DNA, som vi gerne vil bevare i klubben, så han fortsætter i en anden rolle.
- Han har nået en alder, hvor kroppen begynder at blive lidt slidt, og jeg har kæmpe respekt for, at han selv har truffet beslutningen med et år tilbage af kontrakten, for det er ikke alle, der er i stand til det. Han har ydet en kæmpe indsats på og uden for banen, og han skal foreløbig have en kæmpe tak for indsatsen som spiller, anfører og kulturbærer, siger sports- og talentchef Niels Erik Søndergård.
Beslutningen har været undervejs længe, og Drachmann skal i gang med et nyt kapitel.
- Jeg vil bare af hjertet sige tak for alle de oplevelser, jeg har fået her og i de andre klubber, jeg har været en del af. Det er et eventyr, der er slut nu, og det er nok ikke helt gået op for mig endnu, for det er meget nyt, men jeg er meget overvældet af følelser, tanker og spørgsmål.
- Når folk hører mit navn, så bliver jeg identificeret med en fodboldspiller, og det er der ikke noget dårligt ved, men det er slut nu for mig og min familie. Jeg skal lige finde fodfæste i det, for det er meget specielt, men det vigtigste er at sige tak for oplevelserne. Jeg er meget stolt og glad for, at jeg har udlevet min drøm, siger Janus Drachmann.