Kæmpe folkefest i kondisko: Royal Run kommer til Horsens i 2025

dato

De lokale gader i Horsens bliver næste år fyldt med glade løbere, når verdens største royale motionsfest, Royal Run, kommer til Horsens. 15.000 deltagere får mulighed for at gå, lunte eller løbe igennem byens gader og opleve den fest, der bliver skabt langs ruten.

I 2025 står der Horsens på byskiltet for én af værtsbyerne til Royal Run. Horsens bliver i 2025 værtsby for Royal Run, der kommer til byen 2. pinsedag 2025. Der er noget for både store og små, nye og øvede løbere på de tre distancer, som lyder på 1 mil (1,6 km.), 5 km. eller 10 km.

Borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen, glæder sig over, at Horsens lægger asfalt til den royale løbefest. Han er enormt stolt over, at byen er udpeget som værtsby. Royal Run er en kæmpe folkefest, hvor alle har mulighed for at være med. Udover at det forhåbentlig kan få endnu flere til at snøre løbeskoene for at gå eller løbe ruten, så er Royal Run også en dag i fællesskabets tegn. Sammen med kulturaktører, dygtige foreninger og frivillige kommer der til at blive skabt en kæmpe fest i byens gader.

Royal Run arrangeres i samarbejde mellem Horsens Kommune og Horsens Orienteringsklub, hvor også projektleder Thomas Herbert Kokholm glæder sig. I Horsens er der en stærk tradition for holdånd og motionsfællesskaber, og der er stor glæde over at være med til at skabe en god oplevelse for alle deltagere. Ikke kun på selve løbsdagen, men også i månederne før og efter, hvor der vil blive lavet forskellige events samt gå- og løberuter i lokalområderne, der forhåbentlig vil få endnu flere op af sofaen og med i et motionsfællesskab.

Foruden selve motionsløbet vil ruten gennem byen være fyldt af festlige indslag, musik, royale workshops og underholdning i samarbejde med byens kulturaktører.

Med også Royal Run på programmet kan horsensianerne se frem til et 2025, der bliver fyldt med events. Som det tidligere er blevet offentliggjort, bliver der spillet EM i badminton i april, mens Forum Horsens i oktober 2025 skal være møde- og konferencested, mens Danmark har EU-formandskabet.

Royal Run blev afholdt første gang i 2018 i forbindelse med H.M. Kongens 50-års fødselsdag, og sidste år deltog mere end 95.000 danskere i det royale løbeevent. Der er stor glæde over at komme til det østjyske, hvor der forhåbentlig kan inspireres til endnu mere motion og bevægelse i fællesskab - både på dagen for Royal Run 2. pinsedag, men naturligvis også i tiden før og efter.

Ud over Horsens vil Royal Run 2025 blive afholdt i fire andre byer, hvoraf Ribe og Viborg indtil videre er offentliggjort. Salg af startnumre til Royal Run åbner forventeligt i løbet af november og foregår via www.royalrun.dk.

Fakta om Royal Run: Royal Run afholdes 2. pinsedag, mandag d. 9. juni 2025. Distancerne er: One mile (1,6 km), 5 km eller 10 km. Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, som er et samarbejde mellem Dansk Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik.


https://horsens.dk/omhorsenskommune/presse/pressemeddelelser/kaempefolkefestikondiskoroyalrunkommertilhorsensi2025
Kilde: Horsens Kommune

Seneste på facebook