Lørdag blev en dag til historiebøgerne for Horsens HK's U19-piger, da de med en overbevisende præstation sikrede sig pokaltitlen ved at besejre Sønderjyske med en sejr på 13-31.
Den overlegne sejr bekræftede Horsens HK's dominans og bragte pokalen tilbage til klubben.
Træner Ronni Boy var yderst tilfreds med holdets indsats, især med forsvarsspillet og målmandsduoen.
“Jeg er meget tilfreds med pigernes forsvarsspil i dag, der blev styret af Dicte Sønderskov og Maria Andersen i midten, og især vores to dygtige målmænd. Så spiller vi rigtig godt med stregen Maria Jacobsen, som altid er sikkerheden selv.”
Pokalfinalens afgørende spiller, Nicoline Skjærris, som imponerede med en redningsprocent på 63%, blev hædret som Pokalfighter.
“Kampen i dag var virkelig fed! Forsvaret var godt, hvilket gav os keepere rigtig gode betingelser. Jeg synes virkelig alle bød ind med alt hvad de havde. Kampgejsten var i top, både på og udenfor banen. Vi holdte vores aftaler, derfor var det en rigtig fed finale,” sagde hun begejstret efter triumfen.
Ud over Skjærris blev flere spillere fremhævet af Boy for deres indsats.
“Dicte Sønderskov spillede flot i angrebet, og Maria Jacobsen var også igen fremragende. Smilla Hede steppede godt op efter pausen. og vi kunne blive ved med at finde gode præstationer.”
VORES By Horsens ønsker stort tillykke til Horsens HK's U19-piger og deres trænerteam med den flotte præstation og pokaltitlen!
Kampens resultat: 13-31 til Horsens HK
Række: Ungdomsdivision Cup Vest U-19 Piger