Da Familien Hede Nielsens Fond gav penge til kulturlivet, gav de to hoved vindere pengene videre til velgørenhed.
Familien Hede Nielsen har netop i anledning af deres 50-års jubilæum givet 1,2 millioner kroner til Michael Kvium og trommeslager i Metallica Lars Ulrich for deres tro tjeneste i kunstens og musikkens navn.
En flot hovedpris, som de to vindere hurtigt gav videre – den blev nemlig uddelt med det forbehold, at pengene skulle gives videre til velgørenhed. Og det gjorde de to stjerner på hver deres felt naturligvis.
Lars Ulrich fordelte sin andel af pengene mellem Dyrenes Beskyttelse, det sociale projekt Mennesker Med Mere på Kofoed Skole og Børns Vilkårs Børnetelefon – der var 200.000 kroner til hver, skriver Horsens Posten.
Michael Kvium går anderledes til værks med sine penge – de skal bruges på et refugium for unge, lovende kunstnere, hvor Michael Kvium selv vil være med på sidelinjen som ulønnet partner. Han vil være mentor for de unge – det skal formentlig foregå på en gård, som kunstneren og hans kone har købt, der skal omdannes til en kreativ skole.