Er du ung over 16 år, og har du lyst til at være med i et hyggeligt og fortroligt fællesskab med højtlæsning, snak og plads til livets slinger? Så læs med her.
Måske har du allerede læst en masse bøger.
Måske har du aldrig læst en bog.
Uanset hvordan du plejer at have det med bøger og læsning, er du velkommen i Horsens Biblioteks læsefællesskab 'Historier under huden' for unge.
Her er det nemlig hverken læsefærdigheder eller tunge analyser, men fællesskabet og samtalen med andre unge, der er i fokus.
I mødes i rolige og hyggelige omgivelser på biblioteket. Der vil være kaffe og the på kanden, bløde stole og højtlæsning fra en tekst, som I lytter til i fællesskab og snakker om undervejs.
I kommer til at benytte jer af metoden 'Guidet Fælleslæsning', hvor læseguiden læser højt, og du bestemmer selv, hvad eller hvor meget, du har lyst til at byde ind med – der er ikke noget rigtigt eller forkert! – og du er også velkommen til bare at lytte – og der må også tegnes eller strikkes undervejs, hvis du synes det er rart.
Vil du være med?
Første gang er torsdag d. 23. februar kl. 16-17.30 og herefter hver torsdag i otte uger.
I mødes altid i det samme lokale på Horsens Bibliotek.
Der er max plads til 10 personer og holdet oprettes ved minimum 6 tilmeldte.
Tilmeldingsfristen er tirsdag d. 21. februar.
Du er meget velkommen til at skrive til Lea på lets@horsens.dk, hvis du har nogen spørgsmål eller gerne vil vide mere.
Tid: Torsdag den 23. februar – 16:00 - 17:30 (hver torsdag otte uger frem)
Pris: Gratis
Sted: Horsens Bibliotek
Lokale: Birken, 2. sal
Målgruppe: For unge