Kom på rundvisning på det nye rådhus i Horsens og hør om den store flytning af 1.000 medarbejdere

Foto: Lars Reese. Horsens Rådhus flyttede i december til en ny adresse, og nu kan borgerne komme inden for på rundvisning.
Profilbillede
dato

Horsens Kommune inviterer inden for på det nye rådhus på Chr M Østergaards Vej 4. I løbet af februar er der arrangeret ni rundvisninger, hvor interesserede borgere kan se kommunens nye arbejdsplads og blive klogere på hele flytteprojektet.

Vil du se, hvordan Horsens' nye rådhus er indrettet og høre, hvor mange flyttekasser der skal til, når 1.000 medarbejdere skifter arbejdsplads? Så har du nu muligheden for at sikre dig en plads på en af de rundvisninger, Horsens Kommune arrangerer i februar.

"Vi er ved at være rigtig godt på plads på det nye rådhus, og derfor vil vi gerne invitere borgerne inden for i vores nye rammer. Rigtig mange har kendt det tidligere rådhus, og vi vil også gerne åbne det nye hus for interesserede, som har lyst til at se, hvordan vores nye arbejdsplads er," siger Charlotte Lyrskov, kommunaldirektør i Horsens Kommune.

Der er i alt ni rundvisninger, der er fordelt over tre lørdage - den 4. februar, den 11. februar og den 25. februar. Det er gratis at deltage, og der er plads til 30 på hver rundvisning. For at komme med skal man booke en plads her eller skrive en mail med navn og antal deltagere til nytraadhus@horsens.dk

Et kæmpe puslespil

Ikke alt vil være 100 pct. på plads til rundvisningerne - for der bliver fortsat hængt kunst op på væggene og flyttet ting på plads i depoter.

"Det er ingen hemmelighed, at flytningen af 1.000 medarbejdere har været et kæmpe puslespil, og der har været vanvittig mange praktiske ting, der skulle tages højde for. Hele den proces vil vi også fortælle om på rundvisningerne," siger Charlotte Lyrskov.

Booker du en plads på en af rundvisningerne, skal du møde op ved hovedindgangen på Chr M Østergaards Vej 4. Her bliver du taget imod af en af kommunens fire direktører, der vil være guide på rundvisningen samt give et oplæg om hele flytteprojektet og tankerne bag indretningen af det nye rådhus.

På turen rundt i bygningerne kommer du og de andre deltagere forbi det nye Borgertorv, kantinen, forskellige typer af arbejdspladser samt kommunaldirektørens og borgmesterens kontorer. Rundvisningen slutter i byrådssalen, hvor der vil være mulighed for at stille spørgsmål.

Rundvisningerne varer ca. en time og et kvarter.

"Jeg glæder mig virkelig over, at der er kommet liv i kontorerne og bygningerne, og vi har fået skabt en moderne arbejdsplads med nye muligheder for at mødes og samarbejde på kryds og tværs i huset. Jeg håber, rigtig mange har lyst til at komme forbi til en af rundvisningerne," siger Charlotte Lyrskov.

Kilde: Horsens Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook