Ingen skal gå rundt og være i tvivl om, hvorvidt en behandling af den ene eller den anden art er noget for dem. Kosmetisk Klinik tilbyder en gratis og uforpligtende snak, så det er bare om at få bestilt en tid.
Uanset hvilken behandling, kunden ender med at vælge, er målet altid at få ham eller hende til at blive den bedste udgave af sig selv.
Indehaver af Kosmetisk Klinik i Horsens, 53-årige Gudrun Íslandi, er uddannet kosmetisk sygeplejerske.
”Efter at have arbejdet som almindelig sygeplejerske i 20 år kunne jeg langsomt mærke, at jeg var ved at være udbrændt af stress og en stor arbejdsbyrde,” fortæller Gudrun.
"I 2013 startede jeg ud som kosmetisk sygeplejerske og fandt ud af, at jeg var rigtig god til det".
Professionel og samvittighedsfuld
Efter nogen tid sagde Gudrun sit job som sygeplejerske op og startede kosmetisk klinik hjemme i privaten. Men i november 2019 åbnede hun klinik på den nuværende beliggenhed i Amaliegade.
”Det er mere professionelt at åbne nede i byen,” siger hun.
”Ikke alle har lyst til at komme hjem privat og få behandling, selvom jeg havde separat indgang og værelse.”
Det er også nemmere at adskille fritid og arbejde, når man ikke har klinik på sin bopæl.
”Min familie skal jo også kunne fungere. Før kunne jeg opleve, at folk bare kom forbi og troede, de kunne få en behandling med det samme.”
Gudrun arbejder hver anden måned på Island en uges tid. Der lejer hun et behandlingsrum, ejet af andre, hvor hun har sine egne faste kunder, som hun behandler.
Bred vifte af behandlinger
Når man scroller gennem Gudruns hjemmeside, vil man se, at hun tilbyder en bred vifte af forskellige behandlinger. For blot at nævne få overordnede er det primært fillers, botox, skinboosters og kemisk peeling, hun gør mest i.
”Fillers kan være i læber, løft af kindben, kæbelinje eller sure mundvige, som folk gerne vil af med,” forklarer Gudrun.
”Botox er primært rettet mod rynkebehandlinger, som kan være i overansigt mellem bryn og pande eller smilelinjer ved øjnene (såkaldte ”kragetæer”).”
Foto: Kosmetisk Klinik // Botox mellem bryn og i pande kan fjerne rynker helt eller reducere dem betydeligt. Kraftig mimik i området medfører dybe rynker med tiden. Behandlingen får musklerne i området til at slappe af, forebygger at rynker bliver dybere med alderen og giver friskere udseende. Her ses billede før og efter, hvor hun rynker bryn.
Skinboosters er faktisk en slags tyndtflydende filler, som man sprøjter ind i huden mere spredt over hele huden. Det virker mere bredt og overfladisk i huden, som bliver finere, får glød og strammes op. Denne behandling kan man få i både ansigtet, på halsen, på brystkassen og på hænderne.
Aldersgruppe
Gennemsnitsalderen for de klienter, der kommer hos Gudrun, er omkring de 35-40 år. De fleste starter ud med behandlinger, der gør, at de ser mere friske ud. Botox mellem bryn og i pande, træthedstegn i overansigtet, læber og mundvige.
”Jeg har nogle stykker, der startede deres første behandling hos mig på omkring de 80 år,” siger hun.
”Dem i 80’erne kommer ofte for at få ordnet rynker omkring munden, i mundvige og nedre ansigt. De bliver altid superglade for at få det lavet.”
Til gengæld vil Gudrun helst ikke sætte fillers i læber på piger under 25 år. Hun bruger meget tid på at tale med dem om, hvilke konsekvenser det vil have for deres udseende.
”Jeg siger til dem, at hvis man får alt for store læber, så kan man ikke længere se, hvor smukke de er, fordi læberne er for iøjnefaldende," forklarer Gudrun, men fastholder dog:
"Men underbid, meget tynde læber eller assymmetri behandler jeg gerne. Dog altid med et meget naturligt resultat."
Har et kunstnerisk øje
Gudrun arbejder nærmest som en kunstner, når hun arbejder på sine klienters ansigt, f.eks. en sur mund, skævheder eller underbid.
”Jeg har et meget kunstnerisk øje, og det giver mig bare glæde hver eneste dag. Jeg får denne her glade fornemmelse i hjertet, når mine klienter bagefter udtrykker deres taknemmelighed og siger, jeg har tryllet.”
”Heldigvis er det ikke længere tabubelagt at få udført de behandlinger, jeg tilbyder,” slutter Gudrun.
Foto: Kosmetisk Klinik // Filler på kindben, i læber og mundvige. Træthedstegn er reduceret med filler på kindben og mundvige er løftet med en bestemt teknik så de vender opad og området omkring mund bliver mere afslappet. Gudrun kalder denne behandling for "Happy face”.
”De fleste af mine klienter siger god for, at jeg må lægge billeder op på mine sociale medier, og det er vist anbefaling nok.”
Gudrun har en hjemmeside, en instagramprofil og en Facebookside, hvor du kan læse meget mere. Du er også velkommen til at kigge forbi klinikken på Amaliegade 2, dog er det nødvendigt med tidsbestilling, hvis du ønsker samtale eller såkaldt forundersøgelse. Forundersøgelse er gratis, men obligatorisk før din første behandliing.