Leth Catering kan meget mere end at levere mad og drikke til livets store arrangementer. Bag virksomheden findes nemlig både omsorg, omtanke og troen på, at alle mennesker fortjener god og frisk mad.
Coronakrisen ramte Leth Catering, som den ramte resten af Danmark. Derfor blev virksomheden nødt til at tænke nyt. Ægteparret, Connie og Peter Petersen, stiftede Leth Catering i 2016 og havde frem til Danmarks nedlukning udelukkende sørget for mad og drikke til arrangementer som firmajulefrokoster, konfirmationer og barnedåb. Men da det ikke længere var en mulighed, måtte de gå andre veje.
”Da min kone og jeg startede virksomheden, kørte vi rundt i landet og sørgede for mad til større, private arrangementer. Men på grund af nedlukningen besluttede vi at levere måltider til de borgere, der ikke selv var i stand til at lave mad.”
Og selvom nedlukningen er løftet over hele landet, er konceptet kommet for at blive. Derfor leverer Leth Catering stadig måltider i stor stil. Deres typiske kunder er ældre mennesker i eget hjem, der ikke selv kan overskue at lave mad. Peter tror på, at de klassiske, danske retter altid vil være en favorit. Og der er rigeligt at se til.
”Vi leverer frisk mad alle ugens dage. Hver dag kører 6 chauffører rundt og leverer omkring 225 retter. I dag serverer vi fiskefrikadeller. I morgen er brændende kærlighed på menuen. Dernæst kalvefrikasse, forloren hare, æggekage. Det er helt klassisk mormormad, som alle kan lide.”
Foto: Leth Catering // Henriette Slot
Mere end bare et måltid
For Peter og Connie Petersen og virksomhedens ansatte består det nye koncept af meget mere end bare at levere et måltid. Der ligger nemlig et stort ansvar bag:
”Når én af vores chauffører leverer maden, har vi en specifik aftale med den enkelte kunde. Hvis vedkommende er sengeliggende, går vi ind med maden og sætter den i køleskabet eller gør den klar til servering. Det er derfor også os, der lige tjekker, om folk har det godt. For mange af vores kunder er vi den eneste kontaktperson, de har.”
Parret kan også tilpasse det enkelte måltid, så det fungerer bedst for kunden. Leth Catering gør en dyd af at imødekomme den enkeltes behov:
”Normalt serverer vi gode, store portioner. Men hvis folk for eksempel er meget syge, kan en stor portion mad være uoverskuelig i en sådan grad, så de aldrig kommer i gang. Så vi tilbyder også at servere et meget lille måltid i starten, for derefter gradvist at øge mængden. På den måde kan kunden lettere overskue at spise og til sidst komme op og få serveret en normal portion.”
Leth Catering tager altså et stort ansvar på sig, der rækker langt udover bare at levere middag til betalende kunder. For Peter ligger glæden i alt det, der ligger bag det egentlige måltid.
”Det glæder mig, når vi kan hjælpe et menneske, der ikke har det godt. Det gør mig glad at vide, at vi kan levere mad til dem, der ikke selv er i stand til at lave det.”
Men selvom Leth Catering jo selvfølgelig også er en forretning for ægteparret, er Peter ikke i tvivl om, hvad der glæder ham allermest ved sit arbejde:
”Det bedste er, når jeg modtager et opkald fra en kunde, der fortæller, at de ikke længere behøver at få leveret måltider af os. At de har fået det så meget bedre, at de nu selv kan lave deres egen mad. Det føler vi en stor glæde ved.”
Fremtiden
Selvom Leth Catering stadig i dag leverer mange måltider dagligt, er virksomhedens afdeling for catering stadig i fuld gang. De tilbyder stadig at sørge for mad og drikke til alle livets begivenheder – lige fra dåben og til begravelsen. Og butikken er travl:
”I weekenden skal vi blandt andet sørge for maden til en åbning af en forretning i Ishøj. Dernæst skal vi levere tre måltider og drikke til mere end 170 overnattende gæster til et sportsstævne. Sådan kan en typisk weekend se ud. Så der er lidt at lave.”
Peter ser en stor fremtid for Leth Catering. Derfor drømmer parret om at forene sig med samarbejdspartnere, der kan hjælpe med at føre Leth Catering videre. For selvom ambitionen og lysten er ufravigelig, er der en hage:
”Min kone og jeg har glemt vores alder. Det var en faktor, vi ikke havde overvejet, da vi startede virksomheden. Det ville være en skam, hvis Leth Catering ikke kører videre, når vi på et tidspunkt må stoppe og tænke på os selv og vores helbred. ”
Læs mere om Leth Catering på deres hjemmeside her.