Lørdag står Horsens HK's U19-piger over for Sønderjyske i pokalfinalen, der spilles på Vejle Idrætsefterskole. Med ambitioner om at forsvare titlen og hente pokalguld hjem for tredje år i træk, har Horsens HK gjort sig klar til en kamp, der tegner til at blive både spændende og intens.
I optakten til kampen har vi snakket med træner Ronni Boy, der giver en status på holdet.
"Vi er ramt af en skade til Mathilde Windfeldt, men samtidig har vi fået Ditte Tokkesdal tilbage. Vi stiller stærkt op og er klar til at give alt," siger Ronni Boy.
"Vi har mange gode spillere, som alle kender deres roller i begge ender af banen. Så vi skal alle lykkedes i de roller og opgaver, vi ved vi har."
Ronni Boy lægger vægt på taktikken for at sikre sejren over Sønderjyske:
“Vores spil skal præges af fysik mod deres skytter og effektiv boldomgang i angrebet. Vi har slået dem tidligere i sæsonen, men en pokalfinale er en helt anden historie, og vi forventer en hård kamp.”
Historikken mellem de to hold tilføjer et ekstra lag af spænding til opgøret.
"Sidste år vandt vi U19-pokalen, men for to år siden tog Sønderjyske sejren i U17. Kampen bliver uden tvivl en hård fight," forudser Ronni Boy.
I finaler kan alting ske
Anfører Dicte Sønderskov deler sin spænding for den kommende finale:
"Vi glæder os helt vildt til at spille kampen på lørdag. Det er altid specielt at spille finaler, og som forsvarende pokalmestre vil vi gøre alt vi kan for at bevare titlen i Horsens."
"Vi har spillet mod Sønderjyske tidligere - og vundet - men i finaler kan alting ske og da Sønderjyske samtidig har en stigende formkurve, forventer jeg en kamp med masser af fight og spænding, hvor vi skal være klar i alle 60 minutter. Afslutningsvis håber vi på at se en masse Horsens-tilskuere på Vejle Idrætsefterskole på lørdag."
Kom og støt holdet i Vejle
Afslutningsvis opfordrer Ronni Boy Horsens' fans til at støtte op om holdet:
“Vi håber på stor opbakning fra Horsens. Kom og støt os i Vejle, så vi sammen kan fejre vores tredje pokalguld i træk.”
Med stærk motivation, et klart taktisk setup og en solid trup er Horsens HK's U19-piger klar til at kæmpe for pokaltitlen mod Sønderjyske i lørdagens finale. Kampen spilles lørdag klokken 16:30 på Vejle Idrætsefterskole.
Fans og tilskuere kan forvente en kamp fyldt med fight, taktisk snilde og masser af håndboldspænding.