I Stensballe er der netop blevet dannet et nyt gå-fællesskab, hvor du kan mødes med andre og tage på gåtur ud for at nyde den omkringliggende natur hver tirsdag formiddag.
Det handler om at få motion og skabe fællesskaber, når Benthe Midtgaard og Annie Brødsgaard inviterer til gåtur hver tirsdag formiddag.
Ifølge ugevisen.dk har makkerparret sammen med DGI og Aktivitetscenter Nørrevang taget initiativ til den ugentlige aktivitet.
Det er hensigten, at turene skal være hyggelige, inspirerende og i et tempo, hvor alle kan følge med.
Og både Benthe og Annie vil være med på turene – de er såkaldte ”gåværter” og står for at holde samling på tropperne.
Den første gåtur bliver på tirsdag den 17. august mellem klokken 9.00-10.00, og alle interesserede mødes ved p-pladsen ved Multihallen ved Stensballe Hallen, skriver ugevisen.dk.
Lyder det som noget for dig eller en du kender, så find gå-skoene frem og mød op på tirsdag.
Der vil formentlig være andre natur- og gåglade folk, du kan få en hyggelig time sammen med, i mens I får frisk luft og motion.
Det er bestemt en god måde at starte dagen ud på.