Søndag den 26. marts 2023 bliver Horsens' nye naturlegeplads i Bygholm Park indviet. Det sker med musik fra børneorkestret Spilopperne i baggrunden og gratis is fra Hjem-Is-bilen. Legepladsen byder bl.a. på Jyllands længste junglebane.
Når kalenderen om lidt fortæller os, at det er påske, kan de horsensianske børnefamilier glæde sig over andet end de kommende fridage.
Byens nye naturlegeplads bliver nemlig åbnet ugen forinden, og der er aktiviteter i massevis. Både på selve åbningsdagen og på legepladsen.
200 meter lang bane
Den nye legeplads byder på en 200-meter lang junglebane - Jyllands længste - der består af balancebomme, junglestubbe, vipper, sansegynge, klatrenet, plateauer, armgang, broer og meget mere. Kort sagt - leg for børn i alle aldre.
Den nye legeplads ligger ved Peblingestien i den modsatte ende af parken end parkeringspladsen.
Også parkens eksisterende legeplads har fået en opgradering - bl.a. med flere legeredskaber - så den hænger bedre sammen med både de nye legeområder og parkens naturskønne omgivelser.
En naturlig og -rig legeplads
Netop parkens grønne omgivelser har været vigtige at tage hensyn til i udviklingen af den nye legeplads. Parken skal nemlig ikke bare være et åndehul for mennesker, men også naturen og dyrene i den.
Derfor er den nye legeplads opført i naturmaterialer, som belaster miljøet mindst muligt og samtidig passer ind i parkens omgivelser.
Borgmester Peter Sørensen glæder sig over byens nye naturlegeplads:
"Bygholm Park er et af vores mest besøgte grønne områder, og med den nye legeplads giver vi parkens gæster endnu flere muligheder for leg og ophold. Vi vil gerne have endnu flere horsensianere til at bruge vores grønne åndehuller, og det tror vi, at legepladsen her vil bidrage til."
Til selve indvielsen klipper borgmesteren snoren, mens børneorkestret Spilopperne spiller op til leg. De får følgeskab af både Hjem-Is-bilen og GlimmerMarie, som sørger for hhv. pind-is og ansigtspynt til børnene.
Alle, der har lyst, er velkomne til at kigge forbi. Indvielsen sker kl. 10, Bygholm Park ved Peblingestien, Schüttesvej 1, 8700 Horsens.
Fakta:
Bygholm Parks eksisterende legeplads er blevet udvidet med nye legeområder- og aktiviteter, mens der er kommet en helt ny junglebane ved Peblinge-stien. Den nye junglebane er en 200-meter lang, sammenhængende bane for både store og små.