Ny præst skal bo i lejlighed med kig til havet

Profilbillede
dato

 Når den nye præst i Sønderbro Kirke skal flytte ind i præsteboligen, så bliver det i en luksuslejlighed på 8. sal i midtbyen med kig til Horsens Fjord.

Hvem siger, at en præstebolig skal ligge i et idyllisk hus ved siden af kirken? Det er den traditionelle opfattelse af, hvordan en bolig til en præst ser ud. Men det er ikke altid sådan, virkeligheden forholder sig.

Den nye præst i Sønderbro Kirke kommer i hvert fald til at bo anderledes, skriver Horsens Folkeblad. 

Menighedsrådet har længe ledt efter en passende bolig til den nye præst, og det har været svært at finde. Den gamle præstebolig var i så dårlig forfatning, at det ikke kunne betale sig at sætte den i stand, så den er blevet solgt.

Men byggegrunde hænger ikke på træerne i midtbyen, og man har derfor været nødt til at tænke alternativt. Det er udmundet i en 200 kvadratmeter stor lejlighed i bebyggelsen ”Geiserne” på Horsens Havn. 

Den præst, som skal bo i boligen, er endnu ikke ansat. Men nu er der i hvert fald styr på boligsituationen, og det bliver formentlig en præst, der holder af at kigge mod havet og Horsens fjord, og ikke har noget imod at bo i en bolig uden have.

Der er hele tre altaner til lejligheden og store vinduespartier – og Horsens Folkeblad har talt med menighedsrådsformand Tove Asmussen, som fortæller, at lejligheden forhåbentlig vil være et trækplaster, så de får gode ansøgninger til jobbet som præst. Der er nemlig rift om de gode præster, og der skal ansættes en ny i løbet af november.

Kilde: Redaktionen

Seneste på facebook