Delicious Sandwich & Juice er netop åbnet på Svanes Torv i Horsens, og det er et brødrepar fra Kolding, som står bag det nye takeaway-sted i byen.
Branchen er ikke helt ny for brødreparret Hamed og Ahmed Jallouli fra Kolding, for de har allerede to lignende takeaway-steder i både Esbjerg og Kolding, og nu forsøger de at slå igennem i Horsens.
Horsens Ugeavis har besøgt de to brødre på 25 og 30 år. De har boet i Kolding i 12 år og forklarer avisen, at de har et meget personligt forhold til deres kunder – de snakker meget med dem og kommer med anbefalinger.
God service er et af kodeordene for de to brødre, som naturligvis ikke kan passe alle tre butikker samtidig, og derfor forventer de også, at de skal ansætte seks til otte medarbejdere til at stå i Delicious Sandwich & Juice.
I Esbjerg er parrets takeaway-sted netop blevet nomineret til Byens Bedste serviceoplevelse, og det er da klart en ting, de vil tage med sig videre til Horsens.
Delicious Sandwich & Juice holder åbent fra den 12. oktober, og herfra er det bare om at kigge ind, hvis du bliver sulten eller tørstig.