Horsens er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør:
Vi fremstiller en 30-årig mand fra Favrskov i Grundlovsforhør in absentia ved Retten i Randers i dag kl. 13:00 Han sigtes for uagtsomt manddrab i forbindelse med et færdselsuheld i Grenaa lørdag kl. 2251.
Vi fremstiller en 35-årig mand fra Aarhus ved Retten i Randers kl. 12:00. Han sigtes for andet seksuelt forhold med et barn under 12 år.
Færdselsuheld:
Lørdag kl. 22:51 fik vi en anmeldelse om et alvorligt færdselsuheld på Aarhusvej ved Ålsø umiddelbart uden for Grenaa. En 30-årig mand fra Favrskov førte en personbil ad Århusvej mod sydvest (væk fra Grenaa) og overskred med venstre hjulpar midterlinjen, hvorved han ramte frontalt ind i en anden personbil, der blev ført af en 74-årig mand og med en 62-årig kvinde som passager. Den 74-årige mand og den 62-årige kvinde var dræbt på stedet. Der er tale om et ægtepar fra Tyskland. De pårørende er underrettet. Den 30-årige mand kom også til skade, men er uden for livsfare. I hans personbil var der også en passager – en 32-årig mand – også fra Favrskov. Han pådrog sig alene lettere kvæstelser. Der er mistanke om, at den 30-årige fører var påvirket af alkohol og/eller narkotika, og han fremstilles senere søndag i Grundlovsforhør – sigtet for uagtsomt manddrab.
Vold:
Søndag kl. 01:58 blev en 21-årige mand fra Ringkøbing-Skjern anholdt på restaurant Kuhstall på Åboulevarden i Aarhus. Han sad og sov ind over et bord på stedet, og da dørmændene vækkede ham for at bortvise ham, slog han pludselig ud med en knyttet hånd direkte i ansigtet på den ene dørmand, hvorved hans næse brækkede. Politiet blev tilkaldt og den unge spirituspåvirkede mand blev anholdt og indbragt til politiets detentioner, hvor han vil blive afruset forud for afhøring. Han vil blive sigtet for vold.
Ordensbekendtgørelsen:
Søndag kl. 03:55 blev politiet tilkaldt til Åboulevarden 31 i Aarhus, idet der var anmeldt om optræk til slagsmål mellem en gruppe personer. Ved politiets ankomst var der en ophidset stemning, som der hurtigt blev lagt en dæmper på. Dog kunne en 27-årig mand fra Horsens ikke forstå vejledningen, men blev ved med at råbe af andre personer og udviste i øvrigt en aggressiv adfærd. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og blev bortvist fra stedet medbringende et bødeforlæg.
Søndag kl. 05:55 blev en 25-årig mand fra Aarhus sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, efter han optrådte højrøstet og aggressivt ved letbanestationen på Stationsvej i Grenaa, idet han sparkede til nogle trafikkegler samt billetautomaten på stedet. Den unge mand var spirituspåvirket og blev anholdt at en politipatrulje, som kørte ham til detentionen i Aarhus. Efter endt afrusning, vil han blive afhørt og løsladt.
Restaurationsloven:
Søndag kl. 04:00 tildelte en 22-årig mand fra Aarhus en lussing til en ung kvinde, da de begge befandt sig på Bar Smil i Skt. Clemens Stræde i Aarhus. Kvinden ønskede tilsyneladende ikke at kysse med den 22-årige mand, hvilket han blev ophidset over og tildelte kvinden lussingen. Hændelsen blev observeret af dørmændene på stedet, som bortviste ham. Han ønskede dog ikke at efterkomme dette, og optrådte aggressivt og højtråbende over for dørmændene. Ved politiets ankomst blev den berusede 22-årige anholdt og indbragt til politiets detentioner. Han vil blive løsladt efter endt afrusning og afhøring.
Færdsel:
Lørdag kl. 09.09 blev en 60-årig mand anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Randersvej i Hadsten.
Lørdag kl. 19.11 blev en 18-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Bøgeshøjvej i Samsø.
Lørdag kl. 20.54 blev en 22-årig mand anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Skolegade i Aarhus C.
Lørdag kl. 22.00 blev en 24-årig mandlig bilist sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Åby Ringvej i Aarhus V.
Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds:.
På Espegårdsvej i Viby J begået mellem fredag d. 15/07 kl. 18.00 til lørdag d. 16/07 kl. 07.41.
På Elholtvej i Ryomgård begået mellem torsdag d. 14/07 kl. 15.00 til lørdag d. 16/07 kl. 10.00.
På Plantagevej i Egå begået mellem lørdag d. 09/07 kl. 07.00 til lørdag d. 16/07 kl. 13.00.
På Højvænget i Odder begået mellem fredag d. 15/07 kl. 18.00 til lørdag d. 16/07 kl. 13.00.
På Højvænget i Odder begået lørdag d. 16/07 mellem kl. 15.00 og kl. 19.00.
På Resedavej i Risskov begået mellem lørdag d. 09/07 kl. 12.00 til lørdag d. 16/07 kl. 16.30.
På Tilst Søndervej i Tilst begået mellem fredag d. 15/07 kl. 22.00 til lørdag d. 16/07 kl 09.00
På Fasanvej i Odder begået mellem tirsdag d. 12/07 kl. 20.00 til lørdag d. 16/07 kl. 21.00
Med venlig hilsen
Flemming Lau
Vagtchef