Janne Bielefeldt har i mange år haft facebook-gruppen 'Boligindretning og kreativitet', som hun har haft stor tilslutning til, og derfor var det også nærliggende at åbne en webshop som en forlængelse af gruppen. Det har vist sig at være et rigtig godt træk.
Janne Bielefeldt og hendes mand, Daniel, kunne ikke vide på forhånd, om de ville få succes med deres webshop, da de i 2019 åbnede bogk.dk – men det har vist sig at være en rigtig god idé, de fik, da de besluttede at åbne en butik med interiør og brugskunst i forlængelse af den gruppe på Facebook, som Janne i årevis havde drevet, fortæller Horsens Posten.
For ni år siden startede Janne Bielefeldt gruppen 'Boligindretning og kreativitet' på Facebook – et online forum for alle, der elsker indretning og gerne vil dele ud af deres egne fund og erfaringer. Det blev en gruppe, der hurtigt voksede sig stor og fik mange medlemmer.
Janne stod for gruppen i sin fritid, men i november 2019 blev interessen for indretning også til hendes arbejde. Hun åbnede sammen med sin mand webshoppen bogk.dk, der handler med alt indenfor interiør og indretning.
Ny forretning med stor succes
Det har vist sig at være den helt rigtige vej at gå for Janne, der tidligere har været pædagog. Butikken er så stor i dag, at den er rykket ud af familiens garage og har fået egne lokaler med kontor og showroom.
I dag kan folk komme forbi og se mange af varerne fra onlinebutikken, før de køber – og få en snak om tingene. Janne står ikke alene med driften af butikken, for Daniel, hendes mand, er og har været en stor del af det hele.
Han arbejder til dagligt med IT og har derfor store kompetencer til at hjælpe med den del, og han er derfor også på deltid i virksomheden, mens han stadig arbejder ved siden af.
Familievirksomheden i Horsens er altså en af de succeshistorier, der er blomstret på trods af diverse nedlukninger og corona pandemien.