Lørdag d. 7. maj kan på mange måder gå hen og blive en storslået oplevelse. Her inviterer Horsens Ny Teater indenfor til legendarisk musik og historien om Simon & Garfunkel.
Måske er du født og opvokset med musik fra Simon & Garfunkel i radioen – måske har du aldrig hørt om dem. Uanset, så taler vi her om en duo, der ikke alene har vundet nogle af de mest prestigefyldte priser, men også i den grad har sat sit aftryk på musikhistorien.
Nu er tiden kommet til at fortælle disse to musikeres historie her i Horsens. Det bliver i denne omgang med The Simon & Garfunkel Story – med oprindelse fra Londons West End leveres her et show i verdensklasse.
Selv om det ikke bliver med live-optræden fra kunstnerne selv, men med yderst talentfyldte sangere, så kan du stadig opleve Paul Simon og Art Garfunkel på storskærme akkompagneret af deres smukke musik.
Showet har turneret i 50 lande
Det show, som du nu kan opleve i Horsens, har turneret i mere end 50 lande. Stående applaus ved hver optræden kendetegner dette show.
Mon ikke aftenens program kommer til at stå på sange som ’Bridge over Troubled Water’, ’Mrs. Robinson’, ’The Sound of Silence’ samt ’Scarborough Fair’?
Her får du legendarisk musik, legendariske tekster og et show, der kan imponere de fleste. Har du ikke allerede købt billet, så var det måske lige den musikoplevelse du trænger til?