Med høje ambitioner sætter Plantoramas yngste centerchef sig til rette. Stadig under intern lederuddannelse, men med en god portion vilje, er den kun 32-årige Bodil Wille-Winther ny centerchef for Plantorama Horsens.
Siden have- og oplevelsescenteret Plantorama i Horsens åbnede i 2017, har Bodil Wille-Winther været en del af foretagendet. Hun startede som salgsleder, siden afdelingsleder, og nu – efter knap fem år i Plantorama – kan den unge gartner og jordbrugsteknolog sætte sig i stolen som Plantoramas yngste centerchef.
"Vores Plantorama i Horsens har siden vi åbnede i 2017 været præget af god omsætning og et virkelig højt niveau af dedikerede kolleger, der elsker at øse ud af deres faglige viden og stærke rådgivning. Det kender jeg indefra, og det er den arbejdsglæde og stolthed, som jeg glæder mig til at videreføre og videreudvikle på. I første omgang skal jeg sikre den fine butik og kadence, der er lagt, men selvfølgelig også tænke fremtidig udvikling, så centeret i Horsens kan tilbyde endnu flere oplevelser til vores gæster," siger Bodil Wille-Winther.
Det 4000 kvadratmeter store have- og oplevelsescenter i Horsens har indtil nu været drevet af Plantorama-veteranen Brian Ahler, som også har indstillet Bodil Wille-Winther til posten. Og det er helt bevidst, at Plantorama satser internt.
Fokus på medarbejderudvikling
Det har været et udpræget mål for Plantorama at fokusere på medarbejdernes udvikling både gennem interne ledelsesuddannelser og ansvarsposter, som medarbejderne kan vokse med. Derfor er det ikke ualmindeligt, at Plantorama finder nye medarbejdere i eget hus.
"Vi har været utroligt heldige at have en kollega, som fra start har haft sådan et kæmpe drive, som Bodil har haft, og som hele tiden har været interesseret i både at lære mere og tage mere ansvar. Derfor var det helt oplagt, selvom hun bliver den klart yngste centerchef i hele koncernen, at hun selvfølgelig skulle overtage efter mig," siger Brian Ahler, der er tidligere centerchef i Horsens og nu centerchef hos Nordens største havecenter, Plantorama i Tilst.
"Det har været en utrolig effektiv proces, hvor jeg gik til samtale en fredag og torsdagen efter kunne træde til som leder. Men Plantorama og i særdeleshed min tidligere chef Brian Ahler har også fra start været utrolig gode til at støtte mig og give mig mulighed for at udvikle mig dertil, hvor jeg nu kan overtage centeret," siger Bodil Wille-Winther.
Plantorama benytter blandt andet lederuddannelser som en del af deres medarbejderopkvalificering og -pleje, så de medarbejdere, der vil udvikle sig, får muligheden. Vigtigst er det dog, at den rette Plantorama-ånd for kundeservice og faglig stolthed er til stede fra start til slut.
Gæsterne kommer i første række
Med en solid uddannelsesbaggrund som gartner, jordbrugsteknolog og endnu under uddannelse som leder står Bodil Wille-Winther klar til at sætte fart under udviklingen i Horsens store have- og oplevelsescenter. Men en ting er sikker: Det skal ikke ske på bekostning af den nære kundekontakt og de gode relationer.
"Selvom jeg får et nyt ansvar og nye opgaver, så vil jeg stadig og altid prioritere at komme ud på gulvet og møde vores gæster. Det er der, jeg henter min energi til arbejdet, når jeg møder vores gæster, og jeg oplever, mine kolleger leverer den fantastiske og entusiastiske rådgivning, som vi alle brænder for hos Plantorama," siger Bodil Wille-Winther.