Premierefilm og events i Megascope d. 12. maj

Foto: Megascope.
Profilbillede
dato

Bad Guys
Ingen har nogensinde fejlet så hårdt i at prøve at være så god som Hr. Ulv, Don Piranha, Mister Haj, Tarantula og Sir Slange. For der har aldrig været fem så berygtede venner som i banden Bad Guys, og som er den bande, der med deres ufatteligt antal af røverier, har været verdens mest eftersøgte skurke.

Da de endelig bliver sat under lås og slå, mægler Hr. Ulv en aftale, som skal komme dem alle fem til gode: Bandens super barske medlemmer vil nu fremover kun gøre gode gerninger...Spørgsmålet er så bare, om de kan holde ord?

Med hjælp fra deres mentor Professor Marmalade begiver banden sig igen ud i verden, og henad vejen opdager Hr. Ulv, at det at gøre godt, kan give ham, hvad han i al hemmelighed altid har drømt om: accept fra omverdenen! Så da en ny skurk truer byen, må Hr. Ulv gøre alt, hvad han kan for at overtale sine venner til også at arbejde i en god sags tjeneste.

"Bad Guys - de er super barske" er baseret på den australske forfatter Aaron Blabey børne- og ungdomsserie "The Bad Guys".

Memory
Alex Lewis (Liam Neeson) er lejemorder og står ved et vendepunkt i livet – han vil gå på pension og lægge en lang karriere med vold og hemmeligheder bag sig. Men inden han når så langt, tilbyder en gammel kontakt ham en sidste opgave. Jobbet viser sig dog ikke at være, hvad Alex sagde ja til og pludselig bliver han rodet ind i en større FBI-operation ledet af Vincent Serra (Guy Pearce). De efterforsker en sag om børneprostitution, der fører tilbage til den velhavende og indflydelsesrige El Paso ejendomsspekulant (Monica Bellucci) og hendes søn (Josh Taylor), og Alex beslutter at hjælpe Serra. I MEMORY er det første gang den anerkendte instruktør, Martin Campbell (Casino Royale), arbejder sammen med action-stjernen Liam Neeson for at skabe en intens action-thriller om hævn.

Everything Everywhere All at Once
Actionstjernen Michelle Yeoh spiller renseriejeren Evelyn Wang, der både må slås med skattevæsenet og de omvæltninger, hun pludselig kastes ud i, hvor kun hun alene kan redde verden ved at udforske andre verdener gennem de liv hun kunnet have levet. I øvrige roller medvirker bl.a. Jamie Lee Curtis, som sagsbehandler i skattevæsenet, og James Hong i rollen som Evelyns far Gong Gong.

Desuden viser de:

Ennio Morricone d. 16/5

Ennio Morricone er en af de mest indflydelsesrige komponister i spillefilmens historie. Hans filmografi tæller flere end 70 prisbelønnede film, herunder alle Sergio Leones og Giuseppe Tornatores værker samt ikoniske film fra Italien, Frankrig og Hollywood gennem mange årtier. Gennem hele livet arbejdede Morricone sammen med sin gamle skolekammerat Sergio Leone, som hyrede ham til at skrive musikken til sin første spaghettiwestern, EN NÆVEFULD DOLLARS, i 1964. Morricones lydside til den sidste film i Dollar-trilogien, DEN GODE, DEN ONDE OG DEN GRUSOMME, anses for at være et af de mest indflydelsesrige stykker filmmusik nogensinde og blev indlemmet i Grammy Hall of Fame i 2009. Morricone har inspireret et væld af musikere fra filmkomponister til rockbands, heriblandt Hans Zimmer, John Williams, Dire Straits, Muse, Metallica og Radiohead. Morricone har komponeret flere end 500 soundtracks til film og tv, over 100 klassiske værker og solgt godt 70 millioner album i løbet af sin 70 år lange karriere. I 2007 modtog han Oscar-akademiets ærespris for sit ”eminente og alsidige bidrag til filmmusikkens kunst”. Han er den ene af kun to komponister, der har modtaget en æres-Oscar. I 2016 modtog Morricone sin første Oscar for musikken til Quentin Tarantinos THE HATEFUL EIGHT.

Kilde: Megascope