Professionelt LGBTQ+teater kommer til Horsens

Foto: Horsens Kommune. Teatret HiLS DiN MOR er et professionelt LGBTQ+teater, der med forestillingen OFFSIDE sætter fokus på homoseksualitet i fodboldmiljøet
Profilbillede
dato

Tag din teenager under armen og få en god teateroplevelse sammen, når teatret HiLS DiN MOR opfører forestillingen OFFSIDE i Insero Atrium.

Der er fokus på venskab, at turde stå ved sig selv, homoseksualitet og den - til tider - nedladende retorik på stadion og sportspladsen, der skaber et utrygt miljø for unge homoseksuelle fodboldspillere når teatret HiLS DiN MOR gæster Horsens.

Teatret er Danmarks første professionelle LGBTQ+ teater, som stræber efter at lave nyskabende forestillinger af højeste kvalitet, der kan ses af alle - om man er LGBTQ+'er eller ej.

HiLS DiN MOR har gennem mange år skabt forestillinger, der undersøger normer for køn og adfærd. Nu besøger teatret Horsens med forestillingen OFFSIDE i samarbejde med Scene+, en del af Horsens Kommunes kultur- og eventafdeling, der sætter fokus på scenekunst for børn og unge.

I forestillingen danner fodboldmiljøet baggrund for en ung mands begyndende erkendelse af sin homoseksualitet.

Et venskab mellem to unge fodboldspillere udvikler sig til en forelskelse, og de to drenge kan ikke finde ud af, hvad de skal gøre ved hele situationen.

Især fordi de har hørt, at bøsser ikke spiller med i Superligaen, og fordi rygterne kører op til en vigtig kamp, hvor der kommer talentspejdere fra fodbold-akademiet.

Skal de stemple ud og opgive deres drømme for at kunne være sig selv, eller skal de 'bare' gå stille med dørene?

Forestillingen OFFSIDE spiller klokken 15.30 fredag den 29. april og klokken 13 lørdag den 30. april i Insero Atrium, Langmarksvej 53 i Horsens.

Forestillingen er for unge fra 13 år og deres familie. Der er gratis adgang.

Læs mere om forestillingen på her.

Kilde: Horsens Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.