I morgen er det finaletid i Billund. Horsens HK tørner sammen med Silkeborg-Voel KFUM i Elite Cup, og selvom Horsens-pigerne overordnet set er favoritter, så bliver det ikke en nem kamp.
Silkeborg-Voel KFUM er ikke en ubekendt størrelse for Horsens HK, der har vundet de to indbyrdes opgør i sæsonen. Derfor kan Ronni Boy fortælle om holdets erfaringer med netop denne modstander.
"Vi kender hinanden rigtig godt, og har næsten lige spillet mod hinanden i turneringen. Vi forventer os en rigtig hård fight."
Når fløjten lyder i morgen, skal holdet være klar fra start. Ronni Boy kommer med en kort status på truppen, der ikke byder på store overraskelser.
"Vi satser på at have alle mand klar til kamp. Det er jo en finale, så den vil alle gerne spille."
Alle mand skal levere
Ronni giver tilmed sit besyv på, hvad Horsens HK skal lykkes med for at få fuldt udbytte af lørdagens kamp.
"Det bliver utrolig vigtigt, at vi får vores gode forsvar op at køre, så vi kan få lidt mål på kontra. Vi skal have lukket ned for deres indspil og et par gode skytter."
"Vi skal have alle mand til at levere. Da vi ikke er så mange, så vi har meget brug for alle mand. Vi har levet meget på vores stærke hold, som helhed, hvor alle kender deres roller."
Budskabet er klart fra Ronni Boy frem mod kampen.
"Jeg synes, at alle skal komme til Billund og støtte pigerne, som virkelig har fortjent at spille endnu en finale."
Kampen spilles i morgen klokken 15.00 i Magion, Grindsted Hal 1.