Særudstilling om Pretty Maids på Horsens Museum forlænges et halvt år

Foto: Horsens Museum. For at skabe den rette rock-stemning er der i udstillingen Heavy [Hævi] Horsens anvendt originale transportkasser fra musikudstyr, scenelys, afspærringer fra koncerter, bardiske og lignende "historisk korrekte" materialer.
Profilbillede
dato

Der har været stor efterspørgsel på mere tid til at få besøgt særudstillingen Heavy [Hævi] Horsens på Horsens Museum, og nu bliver udstillingen forlænget et halvt år.

"So we are here, and we won't give up, we won't stop," sang Pretty Maids på debut-pladen Red, Hot and Heavy i 1984 med en nærmest profetisk selvsikkerhed. De unge Horsens-knægte med forsangeren Ronnie Atkins sang sig lige ind i bysbørnenes hjerter.

Der befinder sig efter alt at dømme stadig, når man ser på den overstrømmende modtagelse udstillingen Heavy [Hævi] Horsens om bandets 40-årige historie har fået af byens borgere, fortæller museumschef for Horsens Museum, Merete Bøge Pedersen.

Særudstillingen åbnede den 1. november med en forventet kort levetid på kun 4 måneder, men nu får rockentusiaster og andre interesserede mulighed for at opleve den helt frem til 14. august 2022.

"Det var lidt ukendt territorie for os at lave en udstilling om et rockband, så det har været fantastisk at opleve den store interesse og opbakning fra byens borgere. Samtidig har det betydet, at vi har fået mange flere gæster, som måske ikke normalt ville besøge et lokalhistorisk museum," siger Merete Bøge Pedersen.

Men corona-nedlukning og den forholdsvis korte periode, særudstillingen oprindeligt var planlagt til, har også ført til mange bekymrede henvendelser fra fans rundt omkring i både Danmark og udlandet, ikke mindst på de sociale medier. Folk har haft svært ved at finde tid til et besøg, og selvfølgelig især de udenlandske fans, forklarer museumschefen.

Derfor har en forlængelse til efter sommerferien stået højt på museets ønskeliste, og det er nu faldet på plads, at museet kan få lov at beholde de mange udlånte genstande, som tilhører både fans og musikere, et halvt år ekstra.


Alexandra og Marina (yderst t.h. og t.v.) rejste mere end 1.200 km fra det sydlige Tjekkiet for at deltage på udstillingens åbningsaften. Undervejs slog de følgeskab med Ralf (nr. 2 t.h.) fra Tyskland, og her er de sammen med den danske fan Carsten (nr. 2 t.v.) fra Æbeltoft. Foto: Horsens Museum.

Fra Tokyo til Horsens
Pretty Maids har igennem karrieren opbygget en international fanbase, ikke mindst i Japan, hvor de for alvor slog igennem i begyndelsen af 90'erne. På åbningsaftenen for udstillingen havde dedikerede tilhængere rejst fra Tjekkiet, Tyskland og Sverige for at deltage. Men mange har ikke haft den mulighed endnu.

I Tokyo i Japan sidder Naoko Oshima og hendes veninde og håber på at kunne rejse til Horsens til sommer.

"Alle vi oversøiske Pretty Maids fans håber helt sikkert på at kunne besøge udstillingen i deres hjemby i anledningen af deres 40-års jubilæum," fortæller Naoko Oshima.

Derfor er hun også meget begejstret for at høre, at udstillingen bliver forlænget.

"Som I ved, er det ikke let at lave planer for udenlandsrejser på grund af situationen med covid-19. Men hvis situationen bliver bedre inden sommeren, så håber vi at kunne besøge Danmark og se udstillingen i Horsens," uddyber hun.

Særudstillingen Heavy [Hævi] Horsens indeholder lyd, billeder og en lang række særlige genstande fra Pretty Maids' begyndelse i 1981 til den seneste udgivelse Undress Your Madness fra 2019. Adskillige af bandets nuværende og tidligere melemmer har bidraget til udstillingen, som er skabt i samarbejde med forfatteren til deres officielle biografi, Ozzie Adenborg.

Heavy [Hævi] Horsens kan opleves på Horsens Museum tirsdag til søndag 11-16 frem til d. 14/8.


Kilde: Horsens Museum
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.