På hjemmebanen i Dagnæshallen stod Horsens HKs U15-piger i 1. division A tirsdag aften over for GOG/Oure I.E. Det blev til en sejr på 27-17.
Af: Helle Nørby
Hvis stemningen var lidt anspændt sådan en tirsdag aften i Dagnæshallen, så var der ikke noget at sige til det. Trænerteamet med Michael Bladt og Bo Vesterholm havde ikke haft en eneste træning siden seneste kamp for 3 uger siden med alle spillere til rådighed på grund af skader og skavanker. Men de havde sat deres dygtige piger godt op til mødet med GOG/Oure.
Det var en fysisk hård kamp mod de høje og stærke piger fra Sydfyn. Men Horsens-pigerne var klar fra start og viste helt igennem fantastisk forsvarsspil, der fuldstændig pillede pynten af de gulklædte modstandere. Det resulterede i et par nemme kontramål undervejs. Og i den anden ende var angrebsspillet til tider forrygende med gode kombinationer og masser af fight.
Så selvom det virkede som en tæt kamp, så var stillingen på måltavlen efter første halvleg 14-9 til Horsens-holdet.
Billedet var ikke meget anderledes i anden halvleg, og der kom aldrig spænding i kampen. Men stemningen var i top i Dagnæshallen, og der var da også masser at glæde sig over for både de mange fremmødte tilskuere og ikke mindst for de hårdt arbejdende håndboldpiger på banen. Det kostede mange kræfter hos Horsens-pigerne at dække så godt op, men de holdt stand.
Stillingen ved slutfløjt var 27-17 og Horsens HK har nu 4 point efter de første 2 kampe.
”Det var en holdpræstation ud over det sædvanlige. Pigerne dækkede jo helt fantastisk op”, udtaler trænerteamets Michael Bladt.
”Det er fantastisk at se pigerne stå sammen på den måde. Hvis vi dækker sådan op, så er vi godt nok svære at slå”, supplerer trænerteamets Bo Vesterholm.