BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Servicekoordinator til Backoffice i Royal Unibrew
Vil du arbejde med de fedeste brands, have stor variation og supergode kollegaer?
Er du på hjemmebane, når det handler om kundeservice, koordinering og administration, så har vi et virkelig godt job klar til dig. Som del af Royal Unibrews tekniske back office team, er du en nøgleperson, når det handler om at holde festen i gang på tværs af hele Danmark.
Koordinering, kundeservice og administration med fokus på datahåndtering
I Royal Unibrew samarbejder vi med et utal af barer, cafeer og restauranter fra Gedser til Skagen. Det betyder, at vi har en masse fadølsudstyr, der skal stilles op, optimeres og vedligeholdes. Det kræver koordination af teknikere m.m. Det kræver også styr på alle tal og data – hvad er hvorhenne? Og så kræver det imødekommende kundeservice, når kunderne ringer, hvis de har problemer med udstyret. Det er lige netop de tre områder, hvor du udfolder alle dine gode evner. Dine primære opgaver bliver at:
- Håndtere kundehenvendelser på telefon, hvis kundernes fadølsudstyr ikke fungerer som forventet
- Koordinere servicearbejde i tæt samarbejde med de tekniske chefer i de forskellige regioner
- Vedligeholde og opdatere data i vores SAP-system – sikre at alle data altid er up to date
- Visualisere i Excel – vise data i nemt forståelige grafer, diagrammer og figurer
- Kontere og fakturere
- Udarbejde og optimere procesbeskrivelser
- Hjælpe med diverse ad hoc-opgaver inklusive at holde huset kørende
Du er selvfølgelig også en vigtig bidragsyder i fremtidige projekter. Det gælder ikke mindst på det digitale område, hvor vi har en klar ambition om at flytte os markant de kommende år som del af vores generelle udviklingsfokus.
God koordinator og meget gerne med erfaring i SAP og Excel og lyst til direkte kundedialog
Dette job er skræddersyet til dig, som både kan holde styr på de administrative detaljer og sende smil gennem telefonen. Du ved således, at det vitterligt er vigtigt, at man ikke lige får tastet 3, når det rigtige tal er 2. Samtidig elsker du at give andre mennesker en god oplevelse, så du har ingen problemer med at lyde imødekommende, når en kunde ringer med et problem. Derudover er det vigtigt, at du kan trives i en meget omskiftelig hverdag. Derudover rummer dit CV:
- Sandsynligvis en administrativt / økonomisk orienteret uddannelse
- Meget gerne SAP-erfaring men ikke et krav
- Gode evner i Excel
- Motivation for at lære CRM og andre systemer, hvis du ikke allerede kan det
- Lyst til direkte kundekontakt
Din nye arbejdsplads
Din nye arbejdsplads ligger på Egeskovvej 8 en god håndfuld kilometer nord for Horsens’ bymidte. Her får du to koordinatorer, en lagerkoordinator, en trainee og teamchefen som dine nærmeste kolleger. Vores retail salgsteam og eventafdelingen bor i samme hus, så selvom vi er et lille team, er der altid liv i huset. Lige så vigtigt er det, at du kan se frem til at være omgivet af gode og behagelige kollegaer, der både kan og vil. Nu glæder vi os bare til at byde dig velkommen på holdet.
Arbejdstiden er mellem kl. 08.00-16.00 og kl. 08.00-15.00 med mulighed for 1 fast hjemmearbejdsdag om ugen.
Kontakt og ansøgning
Send venligst din ansøgning med CV via vores hjemmeside hurtigst muligt.
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Teamleder Pia Møller på tlf. 29230016
Alle henvendelser behandles naturligvis fortroligt.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Hos Royal Unibrew får du branchens mest dedikerede, energiske og erfarne kolleger. Sammen bygger vi de bedste rammer for et job, der matcher netop din hverdag og dine karrieredrømme.
Royal Unibrew producerer, markedsfører, sælger og distribuerer kvalitetsdrikkevarer. Vi er en sammenslutning af mere end 35 bryggerier og drikkevareproducenter fra hele Danmark, og er især kendt for traditionsrige, lokalt forankrede brands som Faxe Kondi, Egekilde, Royal Beer, Ceres og Odense Pilsner samt partnerbrands som Pepsi MAX og Heineken.
I dag er vi Danmarks andenstørste drikkevarevirksomhed. Vi startede rejsen i 1856 og har stadig i dag et stærkt kommercielt fokus, en klar vækststrategi og en ambitiøs bæredygtighedsstrategi - både herhjemme og internationalt.
Du får over 1500 kolleger i Danmark og mere end 2700 kolleger uden for landet i bl.a. Finland, Italien, Frankrig, Norge, Canada, Holland og de baltiske lande.
Hos os er du med til at udfordre rammerne for bæredygtig produktion og distribution. Du er med til at sikre et bredt udvalg af drikkevarer, vi kan mødes om – på dansegulvet, i 3. halvleg eller over et måltid – samtidig med at du er med til at styrke dansk sport, musik og foreningsliv.
Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=6d10ae3c)
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Horsens Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Royal Unibrew, Egeskovvej, 8700 Horsens
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 30-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6021341